Smartphones og nærvær - Amalie, Mille & Camilla

Smartphones og nærvær

Klokken er 23:35. Jeg ligger og scroller ned over min facebook startside, på min Iphone. Internettet er proppet med informationer, alt fra negleart, til dekoration af kager og artikler om bloggeres effekt på unge piger. Lys og farver vækker min interesse, og hver gang jeg prøver at slukke telefonen og lægge mig til at sove, husker jeg lyset og farverne og stemningen og tænder igen telefonen. Hvis jeg nu egentlig er ærlig, giver jeg egentlig en fuck om kagedekorationer? Eller er jeg bare den største telefonjunkie, der simpelthen ikke kan lade vær? AV for satan! Jeg tabte telefonen i hovedet! Så ofte ligger man der og bruger sin kostbare nattesøvn på at se på ligegyldighed time efter time, men hvorfor opnår man sådan en tilfredsstillelse ved at scrolle og scrolle hele natten lang?

Nogen ville påstå at det handler om at være opdateret. Om konstant at vide, hvad der foregår i alles liv og måske endnu værre, hvilke holdninger alle mine 400.000 Facebook venner har en trang til at offentliggøre. Når jeg ligger der og spilder min søvn, og til sidst klokken 02:54 må anderkende, at mit hoved nu er fyldt med stressende og latterligt ligegyldige indtryk... har vi så alligevel at gøre med en smule Sisyfos arbejde? Har man holdt sig vågen og forholdt sig til samtlige artikler og statusopdatering for ingen fucking verdens nytte? Kan man så tolke det som værende totalt spildt arbejde? Altså på trods af at det er en frivillig tjans? Det er som en bjergbestigning, hvor man aldrig når toppen. Der vil altid være en ny blogger, som har lavet quinoasalat. Jeg kan jo umuligt logge af min telefon uden at vide om Emma Martiny bruger cherry tomater eller gule tomater i sin quinoasalat… eller hvad?  På den anden side er sociale medier og mobiltelefoner generelt jo også en måde at være sammen med alle 7.000.000.000 mennesker på uden at tage hjemmefra. Gud hvor kan vi være sociale, mens vi ligger i det samme joggingsæt, som vi har haft på den sidste uge, mens vi forsøger at lokalisere den osterejer, som vi har tabt i vores hår. Ja, internettet er minsandten fyldt af muligheder. Engang var det så eksklusivt at eje en smartphone og alle klassens elever flokkedes om den heldige ejer for at undersøge det sjove apparat. I dag er det spidsborgeren, der bruger deres nattesøvn og deres lektietid på de sociale medier. Det er nemt, og alle gør det. Men de nytænkende, og dem der kan se igennem den forgiftende tendens, tager afstand til det og forsøger at finde nydelse andre steder fra. Men resten af os, kan måske godt se ligegyldigheden i vores adfærd, men vi nyder det og accepterer vores tilstand. Som Jean-Paul Satre sagde: Selvom vi som mennesker bliver fanget i en meningsløs tilværelse, og måske godt selv kan se det. Så henter vi vores mening ud fra intetheden og vi ser dermed en mulighed med tilværelsen. Intetheden skænker dermed mennesket frihed.

PIS… Min telefon løb tør for strøm. Jeg må se at få noget søvn.       

Smartphones og nærvær - Mille, Amalie & Camilla

Smartphones og nærvær - Mille, Amalie & Camilla 

Klokken er 23:35. Jeg ligger og scroller ned over min facebook startside, på min Iphone. Internettet er proppet med informationer, alt fra negleart, til dekoration af kager og artikler om bloggeres effekt på unge piger. Lys og farver vækker min interesse, og hver gang jeg prøver at slukke telefonen og lægge mig til at sove, husker jeg lyset og farverne og stemningen og tænder igen telefonen. Hvis jeg nu egentlig er ærlig, giver jeg så egentlig en fuck om kagedekorationer? Eller er jeg bare den største telefonjunkie, der simpelthen ikke kan lade vær? AV for satan! Jeg tabte telefonen i hovedet! Så ofte ligger man der og bruger sin kostbare nattesøvn på at se på ligegyldighed time efter time, men hvorfor opnår man sådan en tilfredsstillelse ved at scrolle og scrolle hele natten lang?

Nogen ville påstå at det handler om at være opdateret. Om konstant at vide, hvad der foregår i alles liv og måske endnu værre, hvilke holdninger alle mine 400.000 Facebook venner har en trang til at offentliggøre. Når jeg ligger der og spilder min søvn, og til sidst klokken 02:54 må anderkende, at mit hoved nu er fyldt med stressende og latterligt ligegyldige indtryk... har vi så alligevel at gøre med en smule Sisyfos arbejde? Har man holdt sig vågen og forholdt sig til samtlige artikler og statusopdatering for ingen fucking verdens nytte? Kan man så tolke det som værende totalt spildt arbejde? Altså på trods af at det er en frivillig tjans? Det er som en bjergbestigning, hvor man aldrig når toppen. Der vil altid være en ny blogger, som har lavet quinoasalat. Jeg kan jo umuligt logge af min telefon uden at vide om Emma Martiny bruger cherry tomater eller gule tomater i sin quinoasalat… eller hvad?  På den anden side er sociale medier og mobiltelefoner generelt jo også en måde at være sammen med alle 7.000.000.000 mennesker på uden at tage hjemmefra. Gud hvor kan vi være sociale, mens vi ligger i det samme joggingsæt, som vi har haft på den sidste uge, mens vi forsøger at lokalisere den osterejer, som vi har tabt i vores hår. Ja, internettet er minsandten fyldt af muligheder. Engang var det så eksklusivt at eje en smartphone og alle klassens elever flokkedes om den heldige ejer for at undersøge det sjove apparat. I dag er det spidsborgeren, der bruger deres nattesøvn og deres lektietid på de sociale medier. Det er nemt, og alle gør det. Men de nytænkende, og dem der kan se igennem den forgiftende tendens, tager afstand til det og forsøger at finde nydelse andre steder fra. Men resten af os, kan måske godt se ligegyldigheden i vores adfærd, men vi nyder det og accepterer vores tilstand. Som Jean-Paul Satre sagde: Selvom vi som mennesker bliver fanget i en meningsløs tilværelse, og måske godt selv kan se det. Så henter vi vores mening ud fra intetheden og vi ser dermed en mulighed med tilværelsen. Intetheden skænker dermed mennesket frihed.

PIS… Min telefon løb tør for strøm. Jeg må se at få noget søvn.  

Jeg er ikke feminist

Emma Holten står lidt uroligt og samler mod til sig en tirsdag septembermorgen. Foran hende sidder flere hundrede gymnasieelever i en stor mørklagt gymnastiksal, og til dem skal hun nu til at fortælle, at hun er blevet udsat for noget meget skamfuldt. Det gør hun tit, altså holder foredrag som dette, men det er stadig lige svært for hende hver gang. Emma har ordet, og mens hun snakker sig varm, fortæller hun, at hun i 2011 blev udsat for hævnporno, og at det fuldkomment har ødelagt hendes liv.

Slideshowet blæses op på skærmen, og på første slide står ordene ”Internet, overgreb og rettigheder”. Disse ord skal danne rammerne for oplægget, men det viser sig at komme til at handle om noget langt mere omfattende.

Som syttenårig havde Emma taget billeder af sig selv uden tøj på og mailet dem til sin kæreste. På ukendt vis er billederne blevet stjålet, og sammen med oplysninger om hende, blev de delt på hævnpornosider, og sendt til hendes familie, venner og bekendte. Det fik enorme personlige konsekvenser for Emma, og efter flere års nedtur og kamp for at få fjernet billederne fra nettet, har hun nu givet op. Alle kan se dem, og det stopper aldrig. Bekymringerne ”Ved de det? Har de set billederne?” rumsterer i hendes hoved hver eneste gang hun møder nye mennesker, for ”hvem fanden gider at ansætte, være venner, eller blive kæreste med én, som optræder på pornosider på nettet” som Emma siger, og hun taler af bitter erfaring.

Hævnporno er et nyere fænomen, som er direkte oversat af det engelske udtryk revenge porn. Hævnporno går ud på, at pornografiske billeder, film eller andet materiale deles uden, at den person som optræder på materialet har givet sit samtykke til det. Det er et personligt overgreb, som oftest udspringer af et ønske om hævn. Der er en store skare af primært unge mænd, som tænder på hævnpornobilleder og deler dem i grupper på nettet, som har til formål at udstille og chikanere kvinder. Medlemmer af sådan nogle grupper er direkte med til at gøre hævnporno socialt acceptabelt. Forklaringen at der er forskel på mænd og kvinder, og at mænd er mere visuelt anlagt holder altså ikke her. Selvfølgelig er der forskel, men ved at bruge det som argumentation for at mænd ser hævnporno, indskrænkes mænd til at være nogle meget primitive væsener, som fralægger sig noget generelt menneskeligt: respekt for andre mennesker. Der ligger så uendeligt meget porno tilgængeligt på nettet, hvor mennesker figurerer frivilligt, hvilket jo er helt legitimt. Men når det handler om hævnporno, er det jo ikke sex, det handler om, men ydmygelsen af ofrene.

Emma møder rigtig mange holdninger til hende og hendes krop som: Hvorfor unge piger som hende er så selvoptagede og opmærksomhedskrævende, at de tager og sender billeder af dem selv nøgne? At det da er idiotisk at sende nøgenbilleder over nettet, fordi man jo ikke kan forvente et privatliv på nettet? Eller hvorfor Emma er så ked af at få delt nøgenbilleder imod sin vilje? Hun har jo pæne bryster…

Emma bærer på en stor skamfølelse, men på et tidspunkt slår det hende, at hun jo faktisk ikke har gjort noget forkert. Hun spørger sig selv, hvorfor er der så mange, som lægger ansvaret for hendes overgreb over på hendes skuldre? - For det jo er hende som har fået stjålet privat ejendom og krænket sin identitet! Hvorfor er fokus i sager om hævnporno ikke på de ulovlige “aktører”, som krænker andre menneskers privatliv? Sat på spidsen minder det for mig lidt om scenariet, hvor at det er “kvindens egen skyld”, at hun i fuld tilstand, iført en ultrakort kjole bliver voldtaget i byen. De fleste mennesker er enige om, at det er forkert at stjæle. At offentliggøre andres materiale uden samtykke er også at stjæle, og dybt ulovligt. Dog er konsekvenserne ikke særlig hårde… for forbryderne.

Sender man billeder via en platform på nettet, er der selvfølgelig altid risiko for at billederne bliver lækket, og jeg synes personligt, at man skal passe på - dermed ikke sagt, at man skal drages til ansvar, hvis uheldet er ude. 38% af gymnasieleverne i gymnastiksalen har sendt nøgenbilleder, estimerer Emma, hvilket indikerer, at det er normalt og forekommer ret så hyppigt. Der er jo intet forkert i at tage nøgenbilleder, og det vedrører ikke andre. At sige til pigerne, at de skal lade være med at sende billeder af dem selv over nettet, er lidt som at sige, at man ikke kan stole på, at fyren/modtageren ikke på et senere tidspunkt vil udnytte den tillid, han har fået.

Det er efterhånden en del år siden, at Emmas overgreb fandt sted, men nu der igen kommet nøgenbilleder af hende på nettet. Denne gang er det hende selv, der har lagt dem op! Det drejer sig om en serie af nogle meget æstetiske, afklædte og ikke-seksualiserede billeder af hende i almindelige hverdagssituationer. Disse har hun offentliggjort, for at illustrere, at hun tilbage i 2011 ikke havde givet samtykke til at nøgenbillederne af hende skulle deles, og at der er en altafgørende forskel på, at hun nu selv vælger at lægge billeder op på nettet. Emmas foredrag er en smule sporadisk og kommer vidt omkring forskellige emner. Hun kommer ind på internettets rolle i vores liv, og at afstanden  mellem den virkelige verden og den virtuelle verden bliver mindre og mindre. Hun pointerer, at vi allerede har mange personfølsomme oplysninger om os på nettet, og at vi bør have og kræve ret til at have et privatliv på nettet. Hvordan internettet rent faktisk fungerer, er der ikke særlig mange der har forstand på, og derfor kan det være problematisk at gøre noget ved et problem som hævnporno, siger Emma. Politiets rolle har hun lige oppe og vende kort, men konstaterer ret hurtigt at de er en magtesløs brik i spillet, og ikke rigtig kan gøre noget ved problemet pga. af mangel på ressourser. Hun lister nogle tiltag op, som kan være med til at gøre noget ved hævnpornoproblematikken: mere viden omkring emnet, en tidssvarende lovgivning på området og en bedre etik hos folk.

Emma begynder at snakke om feminisme, som har hjulpet hende. Koncentrationen i salen virker pludselig en lille smule besværet. “Jeg er ikke feminist!” er noget jeg har hørt både mænd og kvinder sige på de sociale medier, eller når jeg har selv har snakket med nogen, hvor samtalen har sporet sig ind på emnet. Grunden til denne afstandstagen bunder oftest i, at ordet feminist giver folk associationer til hysteriske kvinder, som hader mænd, eller til 70’ernes rødstrømpebevægelse, hvor hippiekvinder brændte deres BH’er i flæng, eller at de blot ikke vil associeres med det feminine. Feminismen kan tage sig ud på mange måder, men den tager afsæt i kønnenes ligestilling, samt menneskers individuelle værdi. Emma siger “jeg er feminist, derfor dømmer jeg ikke folk på deres køn”. Hendes take på feminismen definerer hun som “kritik af det patriarkalske samfund”.

Et andet aspekt af feminismen er for mig personligt at kende til historien om kvinders kamp for ligestilling, og at anerkende, at vi stadig er i bevægelse mod et mere ligeværdigt samfund. Kvindeundertrykkelse sker stadig sker mange steder i verden, som sidder fast i nogle meget traditionelle kønsroller. Mange trives med de stereotype kønsroller, men absolut ikke alle. Nogle mænd ligger f.eks. også under for presset for at skulle være stærke, muskuløse og følelseskolde, som den stereotype manderolle er. Den måde vi taler om kønnene på, afspejler og påvirker vores opfattelse af dem. Kvinder er også med til at “undertrykke” kvinder, f.eks. når kvinder slutshamer. Den mandelige pendant til ordet slut er player, som er et knap så nedværdigende prædikat.

I Danmark er loven er lige for begge køn, og kvinden har i dag de samme rettigheder som manden. Det jeg synes mangler, er mere ligeværd og større rummelighed, specielt når det kommer til den konservative opfattelse af køn, seksualitet og minoriteter i samfundet. I mødet med andre kulturer, som har et andet kvindesyn, bliver vi konfronteret med vores eget. Nogle synes f.eks. at det under alle omstændigheder er kvindeundertrykkelse, at muslimske kvinder går med tørklæde, selvom at de selv har lyst til at tage det på. Det skal man da ikke blande sig i!

I vores samfund er der ikke nær så stor respekt for: etniske minoriteter, traditionelle kvindeerhverv, homoseksuelle, transkønnede, at mænd viser følelser, hævnpornoofre... Og derfor er jeg feminist! Så hvad enten man hedder Emma Holten og har taget nøgenbilleder, eller Gunnar og er homoseksuel eller er en muslimsk kvinder, som bærer tørklæde, så mener jeg, at man skal have ret til selv at definere sin egen seksualitet, leve sit liv og se ud som man vil - og ha' lov til at have det for sig selv, uden fordømmelse fra omverdenen.  

-Emma

Solidaritet – hvor er du?

Kvinder på selvmordets rand. Det er temaet, som vi i dansk arbejder med lige nu. Det Moderne Gennembruds kvinder. Kvinder, som levede undertrykt af manden, i et patriarkat, som kæmpede for kvinderettigheder og skrev avantgarde litteratur om kvinder med drømme. Drømme om et samfund, hvor mænd og kvinder var ligeværdige. Et samfund, hvor kvinder havde lige så stor en mulighed som mænd for at blive, hvad de ville. Men hvorfor begik så mange af fortrinskvinderne så selvmord? Det  gjorde de fordi det var hårdt. En hård kamp at skulle kæmpe. En kamp for ligestilling, der i datidens samfund ikke blev taget imod med åbne arme.

I dag over 100 år efter Det Moderne Gennembrud har vi i Danmark ligestilling. Kvinder fik valgret i 1915, og kvinder og mænd er siden den dag blev mere og mere lige. Vi lever i et demokratisk samfund, hvor kønnene på mange måder er lige meget værd og har samme rettigheder. Men er vi i dag nået så langt, at vi glemmer at huske på, hvem som har kæmpet vores kamp? Tager vi det for givet? Alle dem, som har arbejdet, knoklet, og til tider ofret sig for at sikre personlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder for alle mænd som kvinder.

En feminist betegner en person, som tror på, at der skal være lige muligheder for kønnene. Det lyder jo egentligt meget fornuftigt? Hvordan kan det så være, at feminisme i dag tit forbindes med noget andet? Ofte har jeg oplevet, at hvis nogen siger, de er feminister, bliver de mødt af nedladende blikke. Misforståede blikke, fordi at femisme i dag forstås som værende kvindernes kamp mod mændene. Et komplet forkert billede af hvad der i virkeligheden skal ses som en forståelse af, at have ønsket om ligestilling mellem kønnene.

Feministisk aktivist, det er Emma Holten. Hun er i dag 24 år gammel og arbejder for at mindske kønsuligheden, som hun stadig mener eksisterer i Danmark. Før 2011 så Emma sig selv som en anti-feminist. Hun mente ikke, hun havde brug for at forholde sig til hele kønslighedsdiskussionen. Hun var selvstændig, følte ikke skam over noget, og mente ikke, hun havde brug for respekt fra andre end sig selv.

Emma Holten var i sidste uge ude og tale på vores gymnasium om internetrettigheder og overgreb. Med et ønske om, at få os unge til at reflekterer over den måde vi kommunikerer med hinanden på nettet samt de konsekvenser det kan have.  I 2011 blev Emma offer for hævnporno, hvor en person, der i dag stadig er ukendt, hackede sig ind på Emmas Facebook og mail og delte hendes private nøgenbillederne med alle i hendes indbakke og alle hendes Facebook venner. To billeder, der var taget til hendes daværendes kæreste, som henholdsvis 17 og 19 årig, var nu delt med alle, hun kendte og en masse andre, som hun slet ikke kendte. Billederne blev spredt hurtigt, og Emma forklarer, hvordan hun havde følelsen af at have fået sin identitet stjålet og på samme tid være fuldkommen magtesløs. Beskeder fra mænd om, at hun var en luder, og at hun skulle dø, blev sendt til hende. Hun blev kaldt selvoptaget og narcissist, og fokusset lå på, hvordan hun kunne få sig selv til at tage et nøgenbillede og ikke, hvem i alverden som kunne finde på at dele et nøgenbillede med andre, når det ikke var ens eget?  Før troede hun, at hun levede i et seksuelt frisindet samfund, men hendes syn ændrede sig fuldkomment, og hun opdagede, at der stadig var meget at kæmpe for. Dette fik Emma til at ændre opfattelsen af fra at være anti-feminist til at blive overbevist feministisk aktivist.

Hun mente, hun før havde haft en meget privilegeret holdning. Fordi det gik op for hende, at selvom hun ikke havde brug for respekt fra andre før, blev det lige pludselig vigtigt for hende. Det er det, som jeg tror vi unge en gang imellem glemmer. Når vi lever, som vi gør i vores moderne verden, og har det som blommen i et æg, glemmer vi at huske på, at alle andre ikke har det lige så godt som os. Vi glemmer at indse, at det faktisk er et samfundsproblem, at vi ikke har noget privatliv på nettet, og vi bliver nødt til at finde en fælles løsning, så det stopper. For den måde det fungerer på nu, er bare ikke optimalt. Har vi unge i vores generation mistet respekten for hinanden? Vi unge kommunikerer i dag igennem skærme. Vi bruger vores sociale medier til at omgås hinanden. Men den måde, vi omgås hinanden på i dag, kunne måske godt trænge til en genovervejelse?

Unge har i de sociale mediers tid en meget større mulighed for at følge med i flere hundrede menneskers liv . Udadtil. Unge spejler sig i supermodeller, der står og trækker maven helt ind, mens de tager billeder i de lidt for smalle spejle.  Der findes i dag grupper på instagram, hvor piger med spiseforstyrrelser kan opfordre hinanden til at fortsætte og bakker hinanden op ved at kommentere på billeder, hvor de bare bliver tyndere og tyndere og tyndere.

Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan sådan en side eksistere? De sociale medier giver mulighed for at dyrke ens egentlige problem ved at vise det for andre, for dermed få bekræftelse. Få anderkendelse. Er det det de sociale medier gør ved os unge? Lukker os ind i en drømmeverden, hvor vi kan blive dem vi vil. Blive dem vi gerne vil være, hvor dobbelthagen er reduceret væk, og vi kan fremstå fra vores bedste side?

Det paradoksale er bare, at hvis dette er tilfældet, og vi gerne vil fremstå fra den mest attraktive og sjove side, som i bund og grund må være meget menneskeligt, hvordan kan det så være, der er så mange, som bruger deres offentlige profiler til at skrive upassende, unødvendige og til tider lede kommentarer? Hvad er det, de skærme gør ved os? Forvandler de os ind i et univers, hvor solidariteten ikke betyder noget mere? Moralen? Etikken? Forsvinder alt det?

Vi ser reality shows og griner af Amalie, som svømmer ind i kanten af poolen, fordi det får os til at føle os bedre end hende. Vi liker billeder inde på Anders Hemmingsens instagram, når han laver en mime over nogle personer, uvidende om at netop de er blevet dagens joke, som kan få os til at grine. Vi glemmer bare at tænke over, at de mennesker, hvis billeder vi griner af, ikke aner, de har fået taget det billede? Vi glemmer at tænke på, at det kunne være os selv? Men vi skal jo ikke bare stoppe med at tage billeder i offentligheden, så ville feriealbummet da blive alt for kedeligt. Vi skal bare stoppe med at dele grænseoverskridende billeder af andre, hvis ikke personen på billedet har godkendt det.

Pointen er jo heller ikke, at vi unge skal stoppe med at tage nøgenbilleder. Pointen er, at vi skal stoppe med at dele hinandens billeder. Altså lade være med at sende billeder man har fået tilsendt videre, når det ikke er ens eget.

Men hvorfor er det at det at være nøgen skal hypes sådan? Hvorfor er det, at det er sådan et chok at se en nøgen kvinde. Er vi blevet nøgenforskrækkede i dette pornoficerede senmoderne samfund? Blufærdige over at vise vores egne kroppe? Ja, det er der mange unge, der i dag er. Og på sin vis giver det også god mening. I dag kan vi unge måle os med alverdens kropsidealer, der slår billeder op fra de rette vinkler for at fremstå bedst muligt. Det, at fremstå bedst muligt, har mennesket nok altid gjort, men problemet er bare, at hvis vi ikke får vist den nuancerede krop giver det selvværdskomplekser.

Hvis vi levede i en verden, hvor vi ikke var så nøgenforskrækkede, som vi er i dag, kunne det så få folk til at stoppe med at dele nøgenbilleder, især af nøgne kvinder, da det måske ikke ville være sådan en stor ting? Stoppe med at dele hinandens billeder på nettet. For, hvornår er denne blufærdighedsbarriere startet?

For nylig læste jeg om en far, der var forarget over, at hans seks årige datter, som lige var begyndt i 0. klasse, skulle gå i bad med drengene fra klassen efter idræt. Han skrev et langt og kritiserende læsebrev over, hvor vigtigt det var at beskytte sin datter fra drengenes blikke. Hvis man allerede i 0. klasse ikke må bade sammen med det andet køn, og det at være nøgen foran hinanden bliver gjort til et ’ting’, er vi så ikke medskyldige i at opbygge denne fremmedgjorthed for kroppen? Selv i dag når vi unge går i bad efter idræt, kan det for mange stadig være svært at klæde om foran hinanden. Det kender vi alle, men burde det ikke være anderledes? Bliver der i dag set forskelligt på nøgne kvinder og nøgne mænd? Hvordan kan det være, at nøgenbilleder af kvinder bliver gjort til sådan en stor ting, hvor imod når drenge sender dickpics, så er det ikke noget vi taler om? Er der forskel på synet på mænds og kvinders kroppe? Forskel på, hvordan vi taler om kroppen? Hvorfor kan drenge tale om, når de har gokket den af, imens piger stadig har svært ved at tale om deres menstruation? Hvordan kan det være, at jeg kender flere af mine veninder, som har gået og gemt noget om deres kroppe uden at turde spørge nogen om, hvad det kunne være af skræk for ikke at være normal? Er vi kvinder selv med til at undertrykke os selv? Og hvis det er tilfældet, hvad skal vi så gøre for at stoppe det?

Vi lever i et demokratisk samfund, hvor kønnene på mange måder er lige meget værd og har samme rettigheder. Men måske glemmer vi at huske på, at der stadig er nogle ting, vi må huske at sætte spørgsmålstegn ved? Og at det at være feminist heller ikke kun behøver at være for sin egen skyld, men for alle dem som stadig i dag bliver behandlet dårligt grundet sit køn. Siden Det Moderne Gennembrud er vi både kommet ufatteligt langt med kønsligheden og privatlivets sikkerhed. Mange ting er sket siden da, og vi står i dag over for nye udfordringer som at sikre privatlivets sikkerhed på nettet. Ligesom mennesket dengang for over 100 år siden har arbejdet, knoklet og til tider ofret sig for at sikre universelle menneskerettigheder, er det nu vores tur til at kæmpe for nye og gamle uligheder, som figurerer i vores senmoderne samfund. Trods det at kvinder i dag bliver mere og mere uafhængige af manden, og nogen vil påstå at det mandlige køn er ved at udvikle sig til det svage køn, sker der stadig mange uretfærdigheder i vores del af verden. Sidste uge blev et lovforslag om, at forbyde fri abort fremført i det Polske parlament.  Et skræmmende eksempel på et tilbageslag for ligestillingen i Europa. Der er stadig meget at kæmpe for, selvom vi måske ikke kan mærke det i vores hverdag, men det sker derude. Altså, hvis vi unge, som lever i et demokratisk samfund, ikke kan sige stop til både digital mobning og sexisme, som finder sted hver eneste dag, hvem i alverden kan så?

Mille og Nikolaj

Kære George Brandes,

Jeg henvender mig til dig med den dybeste respekt for dit arbejde og dit budskab og dit flotte kæbeparti. Jeg var vidne til dit foredrag på Københavns Universitet i forrige uge og jeg må indrømme at jeg aldrig har oplevet så revolutionerende en tankegang. Jeg er selv en kvindelig forfatter, der aldrig før har følt mig så inspireret til at skrive og formulere mig som kvinde. Til at fortæller mit køns historie. Jeg oplever at det er ubeskriveligt svært at blive anerkendt i forfattermiljøet i København, selvom jeg tror at jeg virkelig kunne bidrage til denne revolution. Jeg synes at du og jeg skal mødes en dag og diskutere et muligt fremtidigt samarbejde og fremtidig venskab.

De kæreste hilsner fra din Victoria Benedictsen

Inspiration : Brev til Georg Brandes fra Olivia Levison

Kaere Georg

Jeg vil bare lige sige, hvor meget jeg respekterer dine vaerker. Jeg saetter stor pris på, at du som mand kan være fortaler for kvindens rolle i samfundet. Det er standhaftigt og inspirerende. Laenge har jeg foelt stor elendighed ved at vaere kvinde, og det kommer af at jeg foeler mit liv som vaerende intetsigende og meningsloest. Skoent jeg lever i fysisk stand, lever jeg ikke psykisk. Ofte, når jeg sidder og betragter støvet falde gennem solens straaler i vinduet, falde på hylderne i koekkenet, har jeg tænkt over, hvor vaerdiloest og meningsloest stoev er. Selvom det er der, det findes, kan det intet bruges til. Atter bliver det stoevet vaek, atter kommer det. Og jeg har laenge taenkt over, hvor stor en parallel der er mellem stoevet i mit hjem og mit liv.

I denne ensomme og meningsloese tilvaerelse haaber jeg, at du vil ses med mig aldrig saa snart, saa jeg kan lette mit hjerte..

Kaerligste hilsener, Olivia