Solidaritet – hvor er du?

Kvinder på selvmordets rand. Det er temaet, som vi i dansk arbejder med lige nu. Det Moderne Gennembruds kvinder. Kvinder, som levede undertrykt af manden, i et patriarkat, som kæmpede for kvinderettigheder og skrev avantgarde litteratur om kvinder med drømme. Drømme om et samfund, hvor mænd og kvinder var ligeværdige. Et samfund, hvor kvinder havde lige så stor en mulighed som mænd for at blive, hvad de ville. Men hvorfor begik så mange af fortrinskvinderne så selvmord? Det  gjorde de fordi det var hårdt. En hård kamp at skulle kæmpe. En kamp for ligestilling, der i datidens samfund ikke blev taget imod med åbne arme.

I dag over 100 år efter Det Moderne Gennembrud har vi i Danmark ligestilling. Kvinder fik valgret i 1915, og kvinder og mænd er siden den dag blev mere og mere lige. Vi lever i et demokratisk samfund, hvor kønnene på mange måder er lige meget værd og har samme rettigheder. Men er vi i dag nået så langt, at vi glemmer at huske på, hvem som har kæmpet vores kamp? Tager vi det for givet? Alle dem, som har arbejdet, knoklet, og til tider ofret sig for at sikre personlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder for alle mænd som kvinder.

En feminist betegner en person, som tror på, at der skal være lige muligheder for kønnene. Det lyder jo egentligt meget fornuftigt? Hvordan kan det så være, at feminisme i dag tit forbindes med noget andet? Ofte har jeg oplevet, at hvis nogen siger, de er feminister, bliver de mødt af nedladende blikke. Misforståede blikke, fordi at femisme i dag forstås som værende kvindernes kamp mod mændene. Et komplet forkert billede af hvad der i virkeligheden skal ses som en forståelse af, at have ønsket om ligestilling mellem kønnene.

Feministisk aktivist, det er Emma Holten. Hun er i dag 24 år gammel og arbejder for at mindske kønsuligheden, som hun stadig mener eksisterer i Danmark. Før 2011 så Emma sig selv som en anti-feminist. Hun mente ikke, hun havde brug for at forholde sig til hele kønslighedsdiskussionen. Hun var selvstændig, følte ikke skam over noget, og mente ikke, hun havde brug for respekt fra andre end sig selv.

Emma Holten var i sidste uge ude og tale på vores gymnasium om internetrettigheder og overgreb. Med et ønske om, at få os unge til at reflekterer over den måde vi kommunikerer med hinanden på nettet samt de konsekvenser det kan have.  I 2011 blev Emma offer for hævnporno, hvor en person, der i dag stadig er ukendt, hackede sig ind på Emmas Facebook og mail og delte hendes private nøgenbillederne med alle i hendes indbakke og alle hendes Facebook venner. To billeder, der var taget til hendes daværendes kæreste, som henholdsvis 17 og 19 årig, var nu delt med alle, hun kendte og en masse andre, som hun slet ikke kendte. Billederne blev spredt hurtigt, og Emma forklarer, hvordan hun havde følelsen af at have fået sin identitet stjålet og på samme tid være fuldkommen magtesløs. Beskeder fra mænd om, at hun var en luder, og at hun skulle dø, blev sendt til hende. Hun blev kaldt selvoptaget og narcissist, og fokusset lå på, hvordan hun kunne få sig selv til at tage et nøgenbillede og ikke, hvem i alverden som kunne finde på at dele et nøgenbillede med andre, når det ikke var ens eget?  Før troede hun, at hun levede i et seksuelt frisindet samfund, men hendes syn ændrede sig fuldkomment, og hun opdagede, at der stadig var meget at kæmpe for. Dette fik Emma til at ændre opfattelsen af fra at være anti-feminist til at blive overbevist feministisk aktivist.

Hun mente, hun før havde haft en meget privilegeret holdning. Fordi det gik op for hende, at selvom hun ikke havde brug for respekt fra andre før, blev det lige pludselig vigtigt for hende. Det er det, som jeg tror vi unge en gang imellem glemmer. Når vi lever, som vi gør i vores moderne verden, og har det som blommen i et æg, glemmer vi at huske på, at alle andre ikke har det lige så godt som os. Vi glemmer at indse, at det faktisk er et samfundsproblem, at vi ikke har noget privatliv på nettet, og vi bliver nødt til at finde en fælles løsning, så det stopper. For den måde det fungerer på nu, er bare ikke optimalt. Har vi unge i vores generation mistet respekten for hinanden? Vi unge kommunikerer i dag igennem skærme. Vi bruger vores sociale medier til at omgås hinanden. Men den måde, vi omgås hinanden på i dag, kunne måske godt trænge til en genovervejelse?

Unge har i de sociale mediers tid en meget større mulighed for at følge med i flere hundrede menneskers liv . Udadtil. Unge spejler sig i supermodeller, der står og trækker maven helt ind, mens de tager billeder i de lidt for smalle spejle.  Der findes i dag grupper på instagram, hvor piger med spiseforstyrrelser kan opfordre hinanden til at fortsætte og bakker hinanden op ved at kommentere på billeder, hvor de bare bliver tyndere og tyndere og tyndere.

Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan sådan en side eksistere? De sociale medier giver mulighed for at dyrke ens egentlige problem ved at vise det for andre, for dermed få bekræftelse. Få anderkendelse. Er det det de sociale medier gør ved os unge? Lukker os ind i en drømmeverden, hvor vi kan blive dem vi vil. Blive dem vi gerne vil være, hvor dobbelthagen er reduceret væk, og vi kan fremstå fra vores bedste side?

Det paradoksale er bare, at hvis dette er tilfældet, og vi gerne vil fremstå fra den mest attraktive og sjove side, som i bund og grund må være meget menneskeligt, hvordan kan det så være, der er så mange, som bruger deres offentlige profiler til at skrive upassende, unødvendige og til tider lede kommentarer? Hvad er det, de skærme gør ved os? Forvandler de os ind i et univers, hvor solidariteten ikke betyder noget mere? Moralen? Etikken? Forsvinder alt det?

Vi ser reality shows og griner af Amalie, som svømmer ind i kanten af poolen, fordi det får os til at føle os bedre end hende. Vi liker billeder inde på Anders Hemmingsens instagram, når han laver en mime over nogle personer, uvidende om at netop de er blevet dagens joke, som kan få os til at grine. Vi glemmer bare at tænke over, at de mennesker, hvis billeder vi griner af, ikke aner, de har fået taget det billede? Vi glemmer at tænke på, at det kunne være os selv? Men vi skal jo ikke bare stoppe med at tage billeder i offentligheden, så ville feriealbummet da blive alt for kedeligt. Vi skal bare stoppe med at dele grænseoverskridende billeder af andre, hvis ikke personen på billedet har godkendt det.

Pointen er jo heller ikke, at vi unge skal stoppe med at tage nøgenbilleder. Pointen er, at vi skal stoppe med at dele hinandens billeder. Altså lade være med at sende billeder man har fået tilsendt videre, når det ikke er ens eget.

Men hvorfor er det at det at være nøgen skal hypes sådan? Hvorfor er det, at det er sådan et chok at se en nøgen kvinde. Er vi blevet nøgenforskrækkede i dette pornoficerede senmoderne samfund? Blufærdige over at vise vores egne kroppe? Ja, det er der mange unge, der i dag er. Og på sin vis giver det også god mening. I dag kan vi unge måle os med alverdens kropsidealer, der slår billeder op fra de rette vinkler for at fremstå bedst muligt. Det, at fremstå bedst muligt, har mennesket nok altid gjort, men problemet er bare, at hvis vi ikke får vist den nuancerede krop giver det selvværdskomplekser.

Hvis vi levede i en verden, hvor vi ikke var så nøgenforskrækkede, som vi er i dag, kunne det så få folk til at stoppe med at dele nøgenbilleder, især af nøgne kvinder, da det måske ikke ville være sådan en stor ting? Stoppe med at dele hinandens billeder på nettet. For, hvornår er denne blufærdighedsbarriere startet?

For nylig læste jeg om en far, der var forarget over, at hans seks årige datter, som lige var begyndt i 0. klasse, skulle gå i bad med drengene fra klassen efter idræt. Han skrev et langt og kritiserende læsebrev over, hvor vigtigt det var at beskytte sin datter fra drengenes blikke. Hvis man allerede i 0. klasse ikke må bade sammen med det andet køn, og det at være nøgen foran hinanden bliver gjort til et ’ting’, er vi så ikke medskyldige i at opbygge denne fremmedgjorthed for kroppen? Selv i dag når vi unge går i bad efter idræt, kan det for mange stadig være svært at klæde om foran hinanden. Det kender vi alle, men burde det ikke være anderledes? Bliver der i dag set forskelligt på nøgne kvinder og nøgne mænd? Hvordan kan det være, at nøgenbilleder af kvinder bliver gjort til sådan en stor ting, hvor imod når drenge sender dickpics, så er det ikke noget vi taler om? Er der forskel på synet på mænds og kvinders kroppe? Forskel på, hvordan vi taler om kroppen? Hvorfor kan drenge tale om, når de har gokket den af, imens piger stadig har svært ved at tale om deres menstruation? Hvordan kan det være, at jeg kender flere af mine veninder, som har gået og gemt noget om deres kroppe uden at turde spørge nogen om, hvad det kunne være af skræk for ikke at være normal? Er vi kvinder selv med til at undertrykke os selv? Og hvis det er tilfældet, hvad skal vi så gøre for at stoppe det?

Vi lever i et demokratisk samfund, hvor kønnene på mange måder er lige meget værd og har samme rettigheder. Men måske glemmer vi at huske på, at der stadig er nogle ting, vi må huske at sætte spørgsmålstegn ved? Og at det at være feminist heller ikke kun behøver at være for sin egen skyld, men for alle dem som stadig i dag bliver behandlet dårligt grundet sit køn. Siden Det Moderne Gennembrud er vi både kommet ufatteligt langt med kønsligheden og privatlivets sikkerhed. Mange ting er sket siden da, og vi står i dag over for nye udfordringer som at sikre privatlivets sikkerhed på nettet. Ligesom mennesket dengang for over 100 år siden har arbejdet, knoklet og til tider ofret sig for at sikre universelle menneskerettigheder, er det nu vores tur til at kæmpe for nye og gamle uligheder, som figurerer i vores senmoderne samfund. Trods det at kvinder i dag bliver mere og mere uafhængige af manden, og nogen vil påstå at det mandlige køn er ved at udvikle sig til det svage køn, sker der stadig mange uretfærdigheder i vores del af verden. Sidste uge blev et lovforslag om, at forbyde fri abort fremført i det Polske parlament.  Et skræmmende eksempel på et tilbageslag for ligestillingen i Europa. Der er stadig meget at kæmpe for, selvom vi måske ikke kan mærke det i vores hverdag, men det sker derude. Altså, hvis vi unge, som lever i et demokratisk samfund, ikke kan sige stop til både digital mobning og sexisme, som finder sted hver eneste dag, hvem i alverden kan så?