Den personlige fortælling

Vi låste døren bag os og satte os grinende på gulvet op af hver vores væg, så vi sad overfor hinanden. Plastikkrusene med øl var endnu engang ved at være tomme, men ingen af os var længere ædru, så vi kunne godt vente med at hente nogle nye. På den anden side af døren fortsatte festen, hvor folk snakkede og dansede, mens musikken bragede derud af og overdøvede tankerne. Døren ind til toilettet, hvor vi sad, vibrerede også let til musikkens basslag, men så længe den var lukket, var støjen tilpas dæmpet til, at det føltes som om, vi sad i vores egen lille boble. Jeg begyndte min af alkohol fremprovokerede kærlighedserklæring: ”Åh, hvor er jeg glad for, at jeg har mødt dig! Hele sommerferien har jeg været så bekymret for, at der slet ikke ville være nogen, jeg klikkede med i klassen.” Jeg nåede knap at tale færdig før hun mindst lige så overbevisende begyndte at køre ud af samme tangent: ”Også mig! Jeg var helt ude af mig selv, så meget frygtede jeg det. Jeg var så frustreret, at jeg endda begyndte at skære i mig selv.”

Pigen fortsatte med at snakke om, hvor forfærdeligt hun havde haft det i sin gamle klasse. Jeg havde ikke kendt hende ret længe, og på trods af at vi begge havde en høj promille, blev jeg forskrækket over, at hun fortalte mig noget så personligt, så hurtigt. Jeg tror det var her, det første gang gik op for mig, hvad personlige fortællinger i virkeligheden kan gøre. Hun åbnede sig selv op for mig, og jeg følte det, som om hun netop havde givet mig et lille stykke af hende. Ikke et stykke jeg havde bedt om, men et stykke som jeg nu pludselig sad med mellem hænderne og kunne vælge enten at omfavne eller give slip på og se det splintre, når det ville ramme jorden. Jeg valgte selvfølgelig at omfavne det. Ikke bare af pligt men af lyst til at dele også min fortid med hende. Men er det ikke altid sådan, når vi rækker ud efter nye mennesker? Vi åbner op, og så kan de enten kan vælge at omfavne vores fortid eller at skubbe os fra dem igen.

Da jeg gik på efterskole, sang vi altid en sang, der hed Giv os lyset tilbage. Sangen var skrevet af Per Krøis Kjærsgaard og Rasmus Skov Borring til et landsstævne i 2009, og var svær ikke at holde af som efterskoleelev, men især et vers ramte mig:

”Lykken du holder i hænderne nu,

den er vist egentlig min.

Og at du lever og bærer og er,

gør at jeg også kan værne om din;

denne smukkeste disciplin.”

Sangen beskriver smukt, hvordan det er at indgå i tætte sociale relationer. Når vi møder nye mennesker giver vi dem, for at komme tæt på dem, et lille stykke af os selv. Vi fortæller dem noget personligt, og håber på at de kan rumme det og dermed os. På efterskolen var disse møder med de andres fortid og fortællinger uundgåelige, og det var netop disse fortællinger, der trak os alle endnu tættere sammen. Du kunne kende pigen, som du sad ved siden af i klassen, og vide at hun hed Laura, men det var som om, at venskabet først blev virkelig tæt, når du også vidste, at Laura kom fra Hasselager, at hendes forældre var skilt, og at hun var blevet mobbet op gennem folkeskolen. De personlig fortællinger binder os nemlig sammen, og måske netop derfor kom jeg efterfølgende til at holde så meget af den pige, som jeg i min alkoholrus snakkede med på toilettet. –Fordi hun fortalte mig noget meget personligt. Hun gav mig et stykke af hendes inderste og håbede at jeg ville værne om det. Jeg blev forskrækket, fordi det ikke er sådan vi gør i vores samfund. I Danmark vil vi helst ikke dele for meget ud af os selv. Nej, så går vi hellere i den modsatte grøft. Jo mindre vi viser vores følelser, jo bedre.

Tag f.eks. ind på banegården en tirsdag, onsdag eller hvilken som helst anden morgen, og se folk strømme forbi. Der kan du hverken aflæse glæde eller sorg, fortid eller fremtid eller noget som helst andet for den sags skyld på de forbipasserendes ansigter. Hvad du derimod kan opleve her er sorte frakker og leverpostejsfarvet hår, der farer af sted. De glider ud og ind mellem hinanden i en stor grå masse med et blank udtryk i ansigtet, som skal skjule, hvad der ligger inde bagved leverpostejen og alt det sorte. Selvfølgelig er der et par enkelte afstikkere: en fyr med et stort mørkt afrohår, en pige med dreadlocks og ring i næsen, eller en vagabond, der har lagt sig til at sove på en bænk et sted, men mest er alt er der mennesker som bare gerne vil ligne ham eller hende ved siden af. Er det mon denne angst for at stikke ud, som gør, at vi ikke vil åbne op? Simpelthen fordi nogle af vores personlige fortællinger stikker udenfor den grå masse, vi i Danmark kategoriserer som ”normalen.”

I et sådan samfund lever fordommene i bedste velgående, for vi hører sjældent noget fra menneskerne omkring os, som vi ikke har hørt hundrede gange før, og hvis der aldrig er nogen, der vil stå ved det usædvanlige, er det svært at bebrejde os at vi må skabe vores egen forestilling om, hvordan dette usædvanlige må se ud. Indtil jeg snakkede med denne pige på toilettet, troede jeg, at mennesker som gjorde selvskade, var både fysisk og psykisk mindre heldige mennesker, som mest af alt gjorde det for den opmærksomhed de kunne vinde på det. Det var ikke tilfældet med denne pige. –Langt fra! Og det gik op for mig, at hvis en som hende kunne gøre noget så forfærdeligt ved sig selv, kunne hvem som helst gøre det. Indtil da havde jeg bare aldrig mødt nogle, der havde turde være så ærlige overfor mig, at de ville indrømme noget så personligt som selvskade, og i mit hoved havde jeg derfor en helt forkert ide om, hvordan en sådan person så ud.

Hvis fordomme kan forvride ideen, om personer som gør selvskade, kan hovedet vel sagtens også forvride din ide om alle andre. Men kunne det mon være, at disse mennesker ikke altid ser ud, som vi tror, de gør? I en P1-feature udsendelse hørte jeg, hvordan en mand ved navn Ronni Abergel nu har åbnet et menneskebibliotek i København. Her kan du simpelthen låne mennesker og deres fortællinger, og de fortæller dig gerne om alle de ting, den grå masse på banegården kategoriserer som tabuer. Vi har selvfølgelig i mange år haft litteratur til at belyse andre sider af samfundet, end den side vi oplever til hverdag, men mon ikke forståelsen, accepten og empatien kun bliver endnu større af, at det er et rigtigt menneske du sider overfor? Du kan låne incestofre, polske håndværkere, syriske flygtninge, homoseksuelle, handicappede, alkoholikere, mobbeofre, ja der er nærmest ikke det menneske og den fortælling, du ikke kan låne. Dette bibliotek er netop oprettet for at komme fordommene til livs. For hvad nu hvis alle disse stereotyper ikke så ud, som du troede de gjorde? Hvad nu hvis alkoholikeren ikke var en ynkelige gamle mand, som var for doven til at tage sig sammen og få styr på sit liv? - Eller hvad nu hvis den syriske flygtning ikke bare var her for at nasse på statskassen og det gode samfund, vi har bygget op i Danmark? – Eller hvad nu hvis den homoseksuelle ikke var en to meter høj, bredskuldret, beton lebbe, med et voldsomt had til mænd. –Eller hvad hvis hun var, men også havde god humor og et stort hjerte?

Forhåbentlig kan menneskebiblioteket være med til at udvide vores horisont lidt. Det har meget sjældent gjort mere ondt end godt, at have et bredt kendskab til også de dele af samfundet og livet, som vi ikke bærer uden på tøjet og derfor ikke støder på så tit. Måske kan et større kendskab endda føre til en bredere ”normal.” – Eller bare en ”normal” der rækker længere en sorte frakker og leverpostej. Der er nærmest ikke den sociale problematik mere frisind ikke ville hjælpe på. Alt lige fra problemstillingen om integrationen af flygtninge, til mobning, til ungdomskriminalitet. Var vi mere åbne i vores møde med andre mennesker, behøves disse mennesker heller ikke frygte afvisningen på forhånd. De kunne inkluderes i samfundet, i modsætning til den udelukkelse nogle nu oplever, som kan drive folk til yderligheder. Menneskebiblioteket åbner de i hvert fald op for snakken. De tager hul på tabuerne, og hjælper dette ikke lånerne til et mere frit sind og en hverdag, hvor de ikke hele tiden behøves at rynke på næsen af det anderledes, så hjælper det måske bøgerne til ikke alt føle sig rynket på næsen af. Men helt ærligt Danmark, kunne det ikke være rart at slippe for alt den unødvendige stigmatisering?

Selv kan jeg langt fra sige mig fri for at have fordomme. Bare fordi jeg i en brandert på et toilet fik gjort op med én fordom, betyder det ikke, at jeg ikke har tusind andre, som jeg helt sikkert ville have godt af, blev sat på prøve. Men på trods af min meget sort/hvide opstilling af problemstillingen er det slet ikke så nemt at ændre på folk opfattelse af den verden, vi lever i. At vi alle ville kunne gå ind i mødet med nye mennesker fuldstændig fordomsfrit, er en smuk tanke, men det var kommunismen også, og lad os bare indse det nu: Ingen af delene er særlig realistiske, når det kommer til at få dem til at fungere i praksis. Så er det helt sikkert nemmere endnu engang at pakke sig ind i leverpostej og sort og forsvinde ind i den grå masse, vi kalder Danmarks befolkning.

For at vende tilbage til sangen fra min efterskole, var der også en anden linje som gjorde stort indtryk:

”Hjertet er åbent, og sindet er frit.

Sådan er landet jeg gerne vil kalde for mit.”

Sådan er nemlig landet, jeg gerne vil kalde for mit! Realistisk eller ej, ville Danmark være et smukkere sted, hvis vi alle kunne åbne lidt mere op, og dele ud af os selv. Dele vores personlige fortællinger, uden at folk bliver forskrækkede, men i stedet glæder sig over, at det lille stykke af et menneske, som de havde modtaget gennem denne fortælling, i højere eller mindre grad har bragt dem tættere på den person de fik fortællingen fra. Så åben nu hjertet og befri sindet, Danmark!

Falder det helt til jorden, kan vi altid bare pakke os ind i den grå anonymitet igen.

Individualitet i New Yorks gader

Jeg går ned af New Yorks gader. En punker går lige mod mig med pikstøvler og hanekam. Jeg går lige så stille til siden og passerer anonymt forbi. På hjørnet står to piger og kysser hinanden blidt på læberne. Lige ved siden af dem sidder en hjemløs med et skilt: ”Homeless, help me buy food!”. Jeg passerer hurtigt forbi og sikrer mig, at jeg under ingen omstændigheder får øjenkontakt. Jeg kigger til siden og smiler beroligende til min dejlige normale familie. Men hvad er det at være normal? Måske er det normalt at være unormal i New York. Det kan være skræmmende at træde ind i en ny verden. Vi prøver at holde os til det, vi kender og er trygge ved. Men hvad ville der ske, hvis vi åbnede os op og tog kontakt til fremmede, der så ud til at være meget anderledes end os selv. Med anderledes menes der selvfølgelig blot, hvad man selv synes er anderledes og specielt. Man ville måske finde ud af, at de ikke var farlige mennesker, men mennesker helt ligesom en selv, som blot har valgt at leve en anden livsstil.  

Et individs selverkendelse

Hver gang jeg åbnede op overfor et andet menneske der stod mig nært, og fortalte min helt egen personlig fortælling, skete der en ting med mig. Jeg blev friere, og jeg fik en slags selverkendelse: Det jeg går rundt og føler, gør mig ikke til et svagt menneske. Det gør mig tværtimod stærkere. Det gav mig også en større selvindsigt, fordi jeg lader mig selv føle hvad jeg føler, og samtidig erkender jeg, at jeg har de her følelser. 

Hej bloggen, jeg hedder søren og her er mit essay. håber i synes godt om det :)))))

Essay – den personlige fortælling

At kommunikere er at være et menneske. Den komplekse kommunikation mellem mennesker er det, der adskiller os fra alt andet liv her på jorden, og gør os i stand til at overføre erfaringer, viden og synspunkter til vores medmennesker. Udvekslingen af erfaringer og viden er helt essentielt for at et samfund kan bestå, og derfor er det vigtigt at vi husker at fortælle – og at lytte.

 Min bedstefar fyldte for nylig 80. Det er for mig en helt og aldeles ubegribelig alder, og jeg har må indrømme jeg har lidt svært ved at fatte, at man kan være så gammel. Men 80 fyldte han altså, og det virker som om at nu han har brug for at fortælle om sit ubegribelige lange liv. Måske bare for at gøre status, men nok også fordi han jo sidder med en kæmpe vidensressource - 80 års livserfaring. I de år har han tilegnet sig en masse viden; om at være ung i 50’erne, at vokse op i det vestlige Himmerland og at opdrage børn under den kolde krig. Hans personlige fortælling er jo egentlig enorm interessant, og det eneste han har brug for er, at nogen vil lytte til den. Og når man først begynder at lytte efter, bliver man lidt efter lidt mere forstående. Jeg kunne pludselig bedre forstå og acceptere, hvorfor min gamle bedstefar stemmer på Konservative.

Det er også denne oplevelse af at få en mere nuanceret forståelse af et bestemt menneske eller en gruppe, der udgør grundideen bag menneskebiblioteket I København. Menneskebibliotekets koncept er i alt sin enkelthed, at man kan låne et andet menneske i 30 minutter og få dets personlige fortælling. Det er ofte et menneske fra en eller anden form for minoritetsgruppe man kan låne; en eks-radikaliseret, et incestoffer eller en DF’er. Folk man normalt ikke ville møde, eller turde stille indgående spørgsmål. I radioprogrammet Når bøger er mennesker fra P1, forklarer grundlæggeren af menneskebiblioteket sin oprindelige intention da projektet begyndte i 2000 på Roskilde Festival. ”Vi ville låne upopulære typer ud; blondiner, dørmænd, politimænd, Brøndby fans […] Menneskebiblioteket blev skabt for at bekæmpe fordomme og stigma, og skabe relationer mellem mennesker som måske troede at de var i en eller anden form for opposition …”  (4:36). Det bygger på det helt simple og menneskelige koncept om at fortælle og om at lytte og forstå. Folkene bag menneskebiblioteket har planer om at udvide konceptet til at forskellige faggrupper, bl.a. til politiet, gymnasierne, pædagoguddannelsen og andre steder. De mener at disse alle ville have godt af at møde, nogle af de lidt skæve typer. ”vi synes at mange af de faggrupper, der arbejder med f.eks. mennesker med psykiske sygdomme eller folk med en anden kulturel eller religiøs baggrund kan nyde godt af at få denne her adgang til kilden […] man kan lære enormt meget om andre mennesker …” (22:00). Grundtanken er, at man ligesom med bøger, kan blive klogere af at blive præsenteret for noget nyt stof – blot er stoffet her ikke noget, man kan indlære ved læsning, men ved dialog. Det forklares, hvordan meningen med menneskebiblioteket dengang var at stoppe grov vold blandt unge mennesker, og at det var en form forebyggelse via forståelse. Det er en god ting for unge mennesker at få lært.

Med de sociale medier gælder det ikke længere så meget om at lytte, men mere om at blive set. Den personlige fortælling er ikke så meget en, der kommer som livet skrider frem, men mere en fortælling man selv skal skabe. Den historie bedstefar fortæller lyder ikke som noget planlagt, men mere som en række oplevelser, der kom som en konsekvens af de muligheder han blev præsenteret for. Selvfølgelig tog min bedstefar valg i sit liv, men jeg tror ikke han, eller nogen dengang, var så bevidste omkring hvordan det bidrog til deres persons image. I dagens senmoderne samfund har unge flere muligheder for at skabe et bestemt narrativ – et der kan udstilles på internettet med øjeblikkelig respons. Det ses i gadebilledet, når kaffen serveres til den unge på caféen, og det første der sker er, at telefonen bliver revet op af lommen for straks at dokumentere øjeblikket. At købe sig en kop kaffe, bliver kun en nydelse i kraft af at andre ved, at du har købt den. Når alle muligheder er åbne, kan man ikke bare lade livet komme til sig, man bliver nødt til at komme til livet. Man bliver nødt til selv at skabe en unik identitet, én der udmærker sig i en niche, hvor i der helst ikke skal være for mange i forvejen. Det gælder, om at skabe sig en æstetik som er interessant nok til at andre vil abonnere på den. Det giver selvfølgelig også en mangfoldighed blandt dagens unge, hvor interesser, hobbyer, musiksmag, uddannelse, tøjstil osv. blandes på kryds og på tværs. Men når man fokuserer så stærkt på at omhyggeligt udvælge hvilke elementer, ens personlige fortælling skal bestå af, glemmer man at stoppe op og lytte. Man bliver for fokuseret på, hvordan man kan slå social mønt af enhver situation – social kapital i form af likes og kommentarer. Det er svært at skulle sætte sig i andres sted, når der bruges så mange kræfter på at tænke over hvordan man tager sig ud. Tager man altid udgangspunkt i sig selv og ser verden i forhold til, hvordan den kan passe ind i sin så nøje udvalgte fortælling, så glemmer man sine andre medborgere.  Derfor er menneskebiblioteket også særligt smart udtænkt, og derfor hitter det på Roskilde festival. Det tager højde for at unge søger det autentiske, men måske har lidt svært ved at lytte. Man låner en ”bog” og læser den ved at gå i en dialog med ”bogen” selv. Konceptet engagerer begge parter, hvor ”bogen” kan komme med sin personlige fortælling og læseren kan afspejle sig selv i den, men det kræver også at læseren er villig til at lytte.

Det at kunne sætte sig ud over egne behov, at forstå og acceptere andres synspunkter er alle egenskaber, der utrolig vigtige. Fordi de forudsætter nemlig det åbne demokratiske samfund. Demokratiet er spinkelt, og det eksisterer kun så længe vi som mennesker og samfundsborgere aktivt vælger at vedligeholde det. Debat og god kommunikation er måder alle kan bidrage til samfundet på – og det er egentlig vores demokratiske samfunds kerne. Borgere der taler til hinanden, taler til politikerne. Politikerne debatterer, forhører sig ved organisationerne og kommunikerer tilbage til borgerne i form af love. Alle led i den politiske proces er afhængig af klar kommunikation og nuanceret debat. Når alle skal have en stemme, kræver det at nogen vil lytte, forstå og acceptere det, der bliver sagt. Også selv om man er uenig. Det er faktisk netop evnen til at kommunikere forstående og respektfuldt på trods af uenigheder, der gør at demokratiet overhovedet fungerer. Hvis vi ikke gør vores bedste for at opretholde de kommunikative dyder i og på tværs alle samfundslag, så mister vi også det åbne og frie demokrati. Evnerne og viljen til forstå hinandens forskelligheder og overbevisninger er simpelthen noget af det, der er vigtigst for både den private og også den offentlige debat.

Når miskommunikationen og giftig unuanceret debat trives, så forsvinder åbenheden og man får i stedet et samfund, hvor forskellige grupper får sværere ved at nærme sig hinanden. Grupper der er defineret af politiske overbevisninger distancerer sig fra hinanden, og debatten der opstår internt i gruppen bliver ikke til en debat, men en intern bekræftelse af, at de andre uden for gruppen slet ikke har forstået verden, sådan som den skal forstås. At distancere sig og lukke de åbne kommunikationslinjer, fremmer ikke gensidig forståelse. Hvis det eneste man har hørt om andre er, at de snakker dårligt om en selv, er er det klart at det bliver noget nært umuligt nogensinde at nærme sig hinanden. Det ses i dag blandt unge idealister, på venstrefløjen og de ældre traditionalister på højrefløjen. For at disse grupper nogensinde skal kunne mødes, kræver det at de er klar til at lytte, at forstå og acceptere de forskellige udgangspunkter. Når der eksisterer sådanne modpolære holdninger, skal der megen kraft til få skubbet dem sammen igen. Men heldigvis findes den kraft allerede i mennesker. For som den amerikanske filantrop Marjorie Pay Hinckley sagde: ”Der er ikke én person, du ikke ville kunne elske hvis du kunne læse deres historie.”

Den personlige fortælling er vigtig for at forstå et menneske. Lytter man til sine medmenneskers livshistorie, så kan man lige pludselig godt sætte sig ind i hvordan og hvorfor de er nået frem til deres overbevisninger – hvad enten de er politiske, etiske eller religiøse – selvom de strider komplet i mod ens egne. Den personlige fortælling kan altså bruges som et redskab til at komme hinanden nærmere. Men det er ikke kun en mundtlig overlevering af fortællingen, der kan opnå dette. Det er også dét litteraturen kan gøre for os. Faktisk har litteratur jo den egenskab, at den lader os rejse helt uforpligtende gennem tid og rum, og den giver mulighed for at opleve personlige fortællinger af enhver slags. Den lader os komme helt ind i hovedet på folk af et andet køn, et andet land, en anden tid, et andet arbejde eller socialklasse. Det er mange muligheder for at blive klogere på næsten ethvert slags menneske. Det litteraturen kræver af os, er selvfølgelig at vi gider at samle en ægte bog op. Læse hver en side. Fra ende til anden. Det er envejskommunikation, og er ikke helt lige så engagerende som bøgerne på menneskebiblioteket er. Derudover kan almindelig litteratur heller ikke altid give en ligeså autentisk og nærværende fortælling, som et menneske, der sidder lige overfor dig kan. Men den største udfordring er bare at få begyndt. Det kræver noget at leve sig ind i en fortælling, det kræver noget at læse og lytte, det kræver noget at blive klogere. Men det gør man også. Det er min erfaring, at hver gang man møder nye mennesker og nye fortællinger – hvad enten det er i virkeligheden eller i en bog – bliver man erfaringer og et nyt perspektiv på verden rigere. Det gik først for alvor op for mig, da bedstefar fyldte 80 og begyndte at fortælle. Med al den viden og al den erfaring han har indsamlet, må der jo være nok til en hel bog. Måske er alle mennesker i virkeligheden bøger? Det er bare ikke alle bøger, der er lige tilgængelige, eller på samme sprog eller har lyst til overhovedet at blive læst. Måske skal man i virkeligheden tænke på hele verden som ét stort menneskebibliotek. Verden må jo i så fald være verdens største bibliotek. Over syv milliarder bøger – det tror jeg ikke at der noget almindeligt bibliotek, der kan komme i nærheden af. Der er i hvert fald mulighed for at fordybe sig, og for at blive en hel del klogere.