Den personlige fortælling

Vi låste døren bag os og satte os grinende på gulvet op af hver vores væg, så vi sad overfor hinanden. Plastikkrusene med øl var endnu engang ved at være tomme, men ingen af os var længere ædru, så vi kunne godt vente med at hente nogle nye. På den anden side af døren fortsatte festen, hvor folk snakkede og dansede, mens musikken bragede derud af og overdøvede tankerne. Døren ind til toilettet, hvor vi sad, vibrerede også let til musikkens basslag, men så længe den var lukket, var støjen tilpas dæmpet til, at det føltes som om, vi sad i vores egen lille boble. Jeg begyndte min af alkohol fremprovokerede kærlighedserklæring: ”Åh, hvor er jeg glad for, at jeg har mødt dig! Hele sommerferien har jeg været så bekymret for, at der slet ikke ville være nogen, jeg klikkede med i klassen.” Jeg nåede knap at tale færdig før hun mindst lige så overbevisende begyndte at køre ud af samme tangent: ”Også mig! Jeg var helt ude af mig selv, så meget frygtede jeg det. Jeg var så frustreret, at jeg endda begyndte at skære i mig selv.”

Pigen fortsatte med at snakke om, hvor forfærdeligt hun havde haft det i sin gamle klasse. Jeg havde ikke kendt hende ret længe, og på trods af at vi begge havde en høj promille, blev jeg forskrækket over, at hun fortalte mig noget så personligt, så hurtigt. Jeg tror det var her, det første gang gik op for mig, hvad personlige fortællinger i virkeligheden kan gøre. Hun åbnede sig selv op for mig, og jeg følte det, som om hun netop havde givet mig et lille stykke af hende. Ikke et stykke jeg havde bedt om, men et stykke som jeg nu pludselig sad med mellem hænderne og kunne vælge enten at omfavne eller give slip på og se det splintre, når det ville ramme jorden. Jeg valgte selvfølgelig at omfavne det. Ikke bare af pligt men af lyst til at dele også min fortid med hende. Men er det ikke altid sådan, når vi rækker ud efter nye mennesker? Vi åbner op, og så kan de enten kan vælge at omfavne vores fortid eller at skubbe os fra dem igen.

Da jeg gik på efterskole, sang vi altid en sang, der hed Giv os lyset tilbage. Sangen var skrevet af Per Krøis Kjærsgaard og Rasmus Skov Borring til et landsstævne i 2009, og var svær ikke at holde af som efterskoleelev, men især et vers ramte mig:

”Lykken du holder i hænderne nu,

den er vist egentlig min.

Og at du lever og bærer og er,

gør at jeg også kan værne om din;

denne smukkeste disciplin.”

Sangen beskriver smukt, hvordan det er at indgå i tætte sociale relationer. Når vi møder nye mennesker giver vi dem, for at komme tæt på dem, et lille stykke af os selv. Vi fortæller dem noget personligt, og håber på at de kan rumme det og dermed os. På efterskolen var disse møder med de andres fortid og fortællinger uundgåelige, og det var netop disse fortællinger, der trak os alle endnu tættere sammen. Du kunne kende pigen, som du sad ved siden af i klassen, og vide at hun hed Laura, men det var som om, at venskabet først blev virkelig tæt, når du også vidste, at Laura kom fra Hasselager, at hendes forældre var skilt, og at hun var blevet mobbet op gennem folkeskolen. De personlig fortællinger binder os nemlig sammen, og måske netop derfor kom jeg efterfølgende til at holde så meget af den pige, som jeg i min alkoholrus snakkede med på toilettet. –Fordi hun fortalte mig noget meget personligt. Hun gav mig et stykke af hendes inderste og håbede at jeg ville værne om det. Jeg blev forskrækket, fordi det ikke er sådan vi gør i vores samfund. I Danmark vil vi helst ikke dele for meget ud af os selv. Nej, så går vi hellere i den modsatte grøft. Jo mindre vi viser vores følelser, jo bedre.

Tag f.eks. ind på banegården en tirsdag, onsdag eller hvilken som helst anden morgen, og se folk strømme forbi. Der kan du hverken aflæse glæde eller sorg, fortid eller fremtid eller noget som helst andet for den sags skyld på de forbipasserendes ansigter. Hvad du derimod kan opleve her er sorte frakker og leverpostejsfarvet hår, der farer af sted. De glider ud og ind mellem hinanden i en stor grå masse med et blank udtryk i ansigtet, som skal skjule, hvad der ligger inde bagved leverpostejen og alt det sorte. Selvfølgelig er der et par enkelte afstikkere: en fyr med et stort mørkt afrohår, en pige med dreadlocks og ring i næsen, eller en vagabond, der har lagt sig til at sove på en bænk et sted, men mest er alt er der mennesker som bare gerne vil ligne ham eller hende ved siden af. Er det mon denne angst for at stikke ud, som gør, at vi ikke vil åbne op? Simpelthen fordi nogle af vores personlige fortællinger stikker udenfor den grå masse, vi i Danmark kategoriserer som ”normalen.”

I et sådan samfund lever fordommene i bedste velgående, for vi hører sjældent noget fra menneskerne omkring os, som vi ikke har hørt hundrede gange før, og hvis der aldrig er nogen, der vil stå ved det usædvanlige, er det svært at bebrejde os at vi må skabe vores egen forestilling om, hvordan dette usædvanlige må se ud. Indtil jeg snakkede med denne pige på toilettet, troede jeg, at mennesker som gjorde selvskade, var både fysisk og psykisk mindre heldige mennesker, som mest af alt gjorde det for den opmærksomhed de kunne vinde på det. Det var ikke tilfældet med denne pige. –Langt fra! Og det gik op for mig, at hvis en som hende kunne gøre noget så forfærdeligt ved sig selv, kunne hvem som helst gøre det. Indtil da havde jeg bare aldrig mødt nogle, der havde turde være så ærlige overfor mig, at de ville indrømme noget så personligt som selvskade, og i mit hoved havde jeg derfor en helt forkert ide om, hvordan en sådan person så ud.

Hvis fordomme kan forvride ideen, om personer som gør selvskade, kan hovedet vel sagtens også forvride din ide om alle andre. Men kunne det mon være, at disse mennesker ikke altid ser ud, som vi tror, de gør? I en P1-feature udsendelse hørte jeg, hvordan en mand ved navn Ronni Abergel nu har åbnet et menneskebibliotek i København. Her kan du simpelthen låne mennesker og deres fortællinger, og de fortæller dig gerne om alle de ting, den grå masse på banegården kategoriserer som tabuer. Vi har selvfølgelig i mange år haft litteratur til at belyse andre sider af samfundet, end den side vi oplever til hverdag, men mon ikke forståelsen, accepten og empatien kun bliver endnu større af, at det er et rigtigt menneske du sider overfor? Du kan låne incestofre, polske håndværkere, syriske flygtninge, homoseksuelle, handicappede, alkoholikere, mobbeofre, ja der er nærmest ikke det menneske og den fortælling, du ikke kan låne. Dette bibliotek er netop oprettet for at komme fordommene til livs. For hvad nu hvis alle disse stereotyper ikke så ud, som du troede de gjorde? Hvad nu hvis alkoholikeren ikke var en ynkelige gamle mand, som var for doven til at tage sig sammen og få styr på sit liv? - Eller hvad nu hvis den syriske flygtning ikke bare var her for at nasse på statskassen og det gode samfund, vi har bygget op i Danmark? – Eller hvad nu hvis den homoseksuelle ikke var en to meter høj, bredskuldret, beton lebbe, med et voldsomt had til mænd. –Eller hvad hvis hun var, men også havde god humor og et stort hjerte?

Forhåbentlig kan menneskebiblioteket være med til at udvide vores horisont lidt. Det har meget sjældent gjort mere ondt end godt, at have et bredt kendskab til også de dele af samfundet og livet, som vi ikke bærer uden på tøjet og derfor ikke støder på så tit. Måske kan et større kendskab endda føre til en bredere ”normal.” – Eller bare en ”normal” der rækker længere en sorte frakker og leverpostej. Der er nærmest ikke den sociale problematik mere frisind ikke ville hjælpe på. Alt lige fra problemstillingen om integrationen af flygtninge, til mobning, til ungdomskriminalitet. Var vi mere åbne i vores møde med andre mennesker, behøves disse mennesker heller ikke frygte afvisningen på forhånd. De kunne inkluderes i samfundet, i modsætning til den udelukkelse nogle nu oplever, som kan drive folk til yderligheder. Menneskebiblioteket åbner de i hvert fald op for snakken. De tager hul på tabuerne, og hjælper dette ikke lånerne til et mere frit sind og en hverdag, hvor de ikke hele tiden behøves at rynke på næsen af det anderledes, så hjælper det måske bøgerne til ikke alt føle sig rynket på næsen af. Men helt ærligt Danmark, kunne det ikke være rart at slippe for alt den unødvendige stigmatisering?

Selv kan jeg langt fra sige mig fri for at have fordomme. Bare fordi jeg i en brandert på et toilet fik gjort op med én fordom, betyder det ikke, at jeg ikke har tusind andre, som jeg helt sikkert ville have godt af, blev sat på prøve. Men på trods af min meget sort/hvide opstilling af problemstillingen er det slet ikke så nemt at ændre på folk opfattelse af den verden, vi lever i. At vi alle ville kunne gå ind i mødet med nye mennesker fuldstændig fordomsfrit, er en smuk tanke, men det var kommunismen også, og lad os bare indse det nu: Ingen af delene er særlig realistiske, når det kommer til at få dem til at fungere i praksis. Så er det helt sikkert nemmere endnu engang at pakke sig ind i leverpostej og sort og forsvinde ind i den grå masse, vi kalder Danmarks befolkning.

For at vende tilbage til sangen fra min efterskole, var der også en anden linje som gjorde stort indtryk:

”Hjertet er åbent, og sindet er frit.

Sådan er landet jeg gerne vil kalde for mit.”

Sådan er nemlig landet, jeg gerne vil kalde for mit! Realistisk eller ej, ville Danmark være et smukkere sted, hvis vi alle kunne åbne lidt mere op, og dele ud af os selv. Dele vores personlige fortællinger, uden at folk bliver forskrækkede, men i stedet glæder sig over, at det lille stykke af et menneske, som de havde modtaget gennem denne fortælling, i højere eller mindre grad har bragt dem tættere på den person de fik fortællingen fra. Så åben nu hjertet og befri sindet, Danmark!

Falder det helt til jorden, kan vi altid bare pakke os ind i den grå anonymitet igen.