Hej bloggen, jeg hedder søren og her er mit essay. håber i synes godt om det :)))))

Essay – den personlige fortælling

At kommunikere er at være et menneske. Den komplekse kommunikation mellem mennesker er det, der adskiller os fra alt andet liv her på jorden, og gør os i stand til at overføre erfaringer, viden og synspunkter til vores medmennesker. Udvekslingen af erfaringer og viden er helt essentielt for at et samfund kan bestå, og derfor er det vigtigt at vi husker at fortælle – og at lytte.

 Min bedstefar fyldte for nylig 80. Det er for mig en helt og aldeles ubegribelig alder, og jeg har må indrømme jeg har lidt svært ved at fatte, at man kan være så gammel. Men 80 fyldte han altså, og det virker som om at nu han har brug for at fortælle om sit ubegribelige lange liv. Måske bare for at gøre status, men nok også fordi han jo sidder med en kæmpe vidensressource - 80 års livserfaring. I de år har han tilegnet sig en masse viden; om at være ung i 50’erne, at vokse op i det vestlige Himmerland og at opdrage børn under den kolde krig. Hans personlige fortælling er jo egentlig enorm interessant, og det eneste han har brug for er, at nogen vil lytte til den. Og når man først begynder at lytte efter, bliver man lidt efter lidt mere forstående. Jeg kunne pludselig bedre forstå og acceptere, hvorfor min gamle bedstefar stemmer på Konservative.

Det er også denne oplevelse af at få en mere nuanceret forståelse af et bestemt menneske eller en gruppe, der udgør grundideen bag menneskebiblioteket I København. Menneskebibliotekets koncept er i alt sin enkelthed, at man kan låne et andet menneske i 30 minutter og få dets personlige fortælling. Det er ofte et menneske fra en eller anden form for minoritetsgruppe man kan låne; en eks-radikaliseret, et incestoffer eller en DF’er. Folk man normalt ikke ville møde, eller turde stille indgående spørgsmål. I radioprogrammet Når bøger er mennesker fra P1, forklarer grundlæggeren af menneskebiblioteket sin oprindelige intention da projektet begyndte i 2000 på Roskilde Festival. ”Vi ville låne upopulære typer ud; blondiner, dørmænd, politimænd, Brøndby fans […] Menneskebiblioteket blev skabt for at bekæmpe fordomme og stigma, og skabe relationer mellem mennesker som måske troede at de var i en eller anden form for opposition …”  (4:36). Det bygger på det helt simple og menneskelige koncept om at fortælle og om at lytte og forstå. Folkene bag menneskebiblioteket har planer om at udvide konceptet til at forskellige faggrupper, bl.a. til politiet, gymnasierne, pædagoguddannelsen og andre steder. De mener at disse alle ville have godt af at møde, nogle af de lidt skæve typer. ”vi synes at mange af de faggrupper, der arbejder med f.eks. mennesker med psykiske sygdomme eller folk med en anden kulturel eller religiøs baggrund kan nyde godt af at få denne her adgang til kilden […] man kan lære enormt meget om andre mennesker …” (22:00). Grundtanken er, at man ligesom med bøger, kan blive klogere af at blive præsenteret for noget nyt stof – blot er stoffet her ikke noget, man kan indlære ved læsning, men ved dialog. Det forklares, hvordan meningen med menneskebiblioteket dengang var at stoppe grov vold blandt unge mennesker, og at det var en form forebyggelse via forståelse. Det er en god ting for unge mennesker at få lært.

Med de sociale medier gælder det ikke længere så meget om at lytte, men mere om at blive set. Den personlige fortælling er ikke så meget en, der kommer som livet skrider frem, men mere en fortælling man selv skal skabe. Den historie bedstefar fortæller lyder ikke som noget planlagt, men mere som en række oplevelser, der kom som en konsekvens af de muligheder han blev præsenteret for. Selvfølgelig tog min bedstefar valg i sit liv, men jeg tror ikke han, eller nogen dengang, var så bevidste omkring hvordan det bidrog til deres persons image. I dagens senmoderne samfund har unge flere muligheder for at skabe et bestemt narrativ – et der kan udstilles på internettet med øjeblikkelig respons. Det ses i gadebilledet, når kaffen serveres til den unge på caféen, og det første der sker er, at telefonen bliver revet op af lommen for straks at dokumentere øjeblikket. At købe sig en kop kaffe, bliver kun en nydelse i kraft af at andre ved, at du har købt den. Når alle muligheder er åbne, kan man ikke bare lade livet komme til sig, man bliver nødt til at komme til livet. Man bliver nødt til selv at skabe en unik identitet, én der udmærker sig i en niche, hvor i der helst ikke skal være for mange i forvejen. Det gælder, om at skabe sig en æstetik som er interessant nok til at andre vil abonnere på den. Det giver selvfølgelig også en mangfoldighed blandt dagens unge, hvor interesser, hobbyer, musiksmag, uddannelse, tøjstil osv. blandes på kryds og på tværs. Men når man fokuserer så stærkt på at omhyggeligt udvælge hvilke elementer, ens personlige fortælling skal bestå af, glemmer man at stoppe op og lytte. Man bliver for fokuseret på, hvordan man kan slå social mønt af enhver situation – social kapital i form af likes og kommentarer. Det er svært at skulle sætte sig i andres sted, når der bruges så mange kræfter på at tænke over hvordan man tager sig ud. Tager man altid udgangspunkt i sig selv og ser verden i forhold til, hvordan den kan passe ind i sin så nøje udvalgte fortælling, så glemmer man sine andre medborgere.  Derfor er menneskebiblioteket også særligt smart udtænkt, og derfor hitter det på Roskilde festival. Det tager højde for at unge søger det autentiske, men måske har lidt svært ved at lytte. Man låner en ”bog” og læser den ved at gå i en dialog med ”bogen” selv. Konceptet engagerer begge parter, hvor ”bogen” kan komme med sin personlige fortælling og læseren kan afspejle sig selv i den, men det kræver også at læseren er villig til at lytte.

Det at kunne sætte sig ud over egne behov, at forstå og acceptere andres synspunkter er alle egenskaber, der utrolig vigtige. Fordi de forudsætter nemlig det åbne demokratiske samfund. Demokratiet er spinkelt, og det eksisterer kun så længe vi som mennesker og samfundsborgere aktivt vælger at vedligeholde det. Debat og god kommunikation er måder alle kan bidrage til samfundet på – og det er egentlig vores demokratiske samfunds kerne. Borgere der taler til hinanden, taler til politikerne. Politikerne debatterer, forhører sig ved organisationerne og kommunikerer tilbage til borgerne i form af love. Alle led i den politiske proces er afhængig af klar kommunikation og nuanceret debat. Når alle skal have en stemme, kræver det at nogen vil lytte, forstå og acceptere det, der bliver sagt. Også selv om man er uenig. Det er faktisk netop evnen til at kommunikere forstående og respektfuldt på trods af uenigheder, der gør at demokratiet overhovedet fungerer. Hvis vi ikke gør vores bedste for at opretholde de kommunikative dyder i og på tværs alle samfundslag, så mister vi også det åbne og frie demokrati. Evnerne og viljen til forstå hinandens forskelligheder og overbevisninger er simpelthen noget af det, der er vigtigst for både den private og også den offentlige debat.

Når miskommunikationen og giftig unuanceret debat trives, så forsvinder åbenheden og man får i stedet et samfund, hvor forskellige grupper får sværere ved at nærme sig hinanden. Grupper der er defineret af politiske overbevisninger distancerer sig fra hinanden, og debatten der opstår internt i gruppen bliver ikke til en debat, men en intern bekræftelse af, at de andre uden for gruppen slet ikke har forstået verden, sådan som den skal forstås. At distancere sig og lukke de åbne kommunikationslinjer, fremmer ikke gensidig forståelse. Hvis det eneste man har hørt om andre er, at de snakker dårligt om en selv, er er det klart at det bliver noget nært umuligt nogensinde at nærme sig hinanden. Det ses i dag blandt unge idealister, på venstrefløjen og de ældre traditionalister på højrefløjen. For at disse grupper nogensinde skal kunne mødes, kræver det at de er klar til at lytte, at forstå og acceptere de forskellige udgangspunkter. Når der eksisterer sådanne modpolære holdninger, skal der megen kraft til få skubbet dem sammen igen. Men heldigvis findes den kraft allerede i mennesker. For som den amerikanske filantrop Marjorie Pay Hinckley sagde: ”Der er ikke én person, du ikke ville kunne elske hvis du kunne læse deres historie.”

Den personlige fortælling er vigtig for at forstå et menneske. Lytter man til sine medmenneskers livshistorie, så kan man lige pludselig godt sætte sig ind i hvordan og hvorfor de er nået frem til deres overbevisninger – hvad enten de er politiske, etiske eller religiøse – selvom de strider komplet i mod ens egne. Den personlige fortælling kan altså bruges som et redskab til at komme hinanden nærmere. Men det er ikke kun en mundtlig overlevering af fortællingen, der kan opnå dette. Det er også dét litteraturen kan gøre for os. Faktisk har litteratur jo den egenskab, at den lader os rejse helt uforpligtende gennem tid og rum, og den giver mulighed for at opleve personlige fortællinger af enhver slags. Den lader os komme helt ind i hovedet på folk af et andet køn, et andet land, en anden tid, et andet arbejde eller socialklasse. Det er mange muligheder for at blive klogere på næsten ethvert slags menneske. Det litteraturen kræver af os, er selvfølgelig at vi gider at samle en ægte bog op. Læse hver en side. Fra ende til anden. Det er envejskommunikation, og er ikke helt lige så engagerende som bøgerne på menneskebiblioteket er. Derudover kan almindelig litteratur heller ikke altid give en ligeså autentisk og nærværende fortælling, som et menneske, der sidder lige overfor dig kan. Men den største udfordring er bare at få begyndt. Det kræver noget at leve sig ind i en fortælling, det kræver noget at læse og lytte, det kræver noget at blive klogere. Men det gør man også. Det er min erfaring, at hver gang man møder nye mennesker og nye fortællinger – hvad enten det er i virkeligheden eller i en bog – bliver man erfaringer og et nyt perspektiv på verden rigere. Det gik først for alvor op for mig, da bedstefar fyldte 80 og begyndte at fortælle. Med al den viden og al den erfaring han har indsamlet, må der jo være nok til en hel bog. Måske er alle mennesker i virkeligheden bøger? Det er bare ikke alle bøger, der er lige tilgængelige, eller på samme sprog eller har lyst til overhovedet at blive læst. Måske skal man i virkeligheden tænke på hele verden som ét stort menneskebibliotek. Verden må jo i så fald være verdens største bibliotek. Over syv milliarder bøger – det tror jeg ikke at der noget almindeligt bibliotek, der kan komme i nærheden af. Der er i hvert fald mulighed for at fordybe sig, og for at blive en hel del klogere.