Essay – den personlige fortælling
At kommunikere er at være et
menneske. Den komplekse kommunikation mellem mennesker er det, der adskiller os
fra alt andet liv her på jorden, og gør os i stand til at overføre erfaringer,
viden og synspunkter til vores medmennesker. Udvekslingen af erfaringer og
viden er helt essentielt for at et samfund kan bestå, og derfor er det vigtigt
at vi husker at fortælle – og at lytte.
Min bedstefar fyldte for nylig 80. Det er for
mig en helt og aldeles ubegribelig alder, og jeg har må indrømme jeg har lidt
svært ved at fatte, at man kan være så gammel. Men 80 fyldte han altså, og det
virker som om at nu han har brug for at fortælle om sit ubegribelige lange liv.
Måske bare for at gøre status, men nok også fordi han jo sidder med en kæmpe
vidensressource - 80 års livserfaring. I de år har han tilegnet sig en masse
viden; om at være ung i 50’erne, at vokse op i det vestlige Himmerland og at
opdrage børn under den kolde krig. Hans personlige fortælling er jo egentlig
enorm interessant, og det eneste han har brug for er, at nogen vil lytte til
den. Og når man først begynder at lytte efter, bliver man lidt efter lidt mere
forstående. Jeg kunne pludselig bedre forstå og acceptere, hvorfor min gamle
bedstefar stemmer på Konservative.
Det er også denne oplevelse af at
få en mere nuanceret forståelse af et bestemt menneske eller en gruppe, der
udgør grundideen bag menneskebiblioteket
I København. Menneskebibliotekets koncept er i alt sin enkelthed, at man kan
låne et andet menneske i 30 minutter og få dets personlige fortælling. Det er ofte
et menneske fra en eller anden form for minoritetsgruppe man kan låne; en eks-radikaliseret,
et incestoffer eller en DF’er. Folk man normalt ikke ville møde, eller turde stille
indgående spørgsmål. I radioprogrammet Når
bøger er mennesker fra P1, forklarer grundlæggeren af menneskebiblioteket
sin oprindelige intention da projektet begyndte i 2000 på Roskilde Festival.
”Vi ville låne upopulære typer ud; blondiner, dørmænd, politimænd, Brøndby fans
[…] Menneskebiblioteket blev skabt for at bekæmpe fordomme og stigma, og skabe
relationer mellem mennesker som måske troede at de var i en eller anden form
for opposition …” (4:36). Det bygger på
det helt simple og menneskelige koncept om at fortælle og om at lytte og
forstå. Folkene bag menneskebiblioteket har planer om at udvide konceptet til
at forskellige faggrupper, bl.a. til politiet, gymnasierne, pædagoguddannelsen
og andre steder. De mener at disse alle ville have godt af at møde, nogle af de
lidt skæve typer. ”vi synes at mange af de faggrupper, der arbejder med f.eks.
mennesker med psykiske sygdomme eller folk med en anden kulturel eller religiøs
baggrund kan nyde godt af at få denne her adgang til kilden […] man kan lære
enormt meget om andre mennesker …” (22:00). Grundtanken er, at man ligesom med
bøger, kan blive klogere af at blive præsenteret for noget nyt stof – blot er
stoffet her ikke noget, man kan indlære ved læsning, men ved dialog. Det
forklares, hvordan meningen med menneskebiblioteket dengang var at stoppe grov
vold blandt unge mennesker, og at det var en form forebyggelse via forståelse. Det
er en god ting for unge mennesker at få lært.
Med de sociale medier gælder det
ikke længere så meget om at lytte, men mere om at blive set. Den personlige
fortælling er ikke så meget en, der kommer som livet skrider frem, men mere en
fortælling man selv skal skabe. Den historie bedstefar fortæller lyder ikke som
noget planlagt, men mere som en række oplevelser, der kom som en konsekvens af
de muligheder han blev præsenteret for. Selvfølgelig tog min bedstefar valg i
sit liv, men jeg tror ikke han, eller nogen dengang, var så bevidste omkring
hvordan det bidrog til deres persons image. I dagens senmoderne samfund har
unge flere muligheder for at skabe et bestemt narrativ – et der kan udstilles
på internettet med øjeblikkelig respons. Det ses i gadebilledet, når kaffen
serveres til den unge på caféen, og det første der sker er, at telefonen bliver
revet op af lommen for straks at dokumentere øjeblikket. At købe sig en kop
kaffe, bliver kun en nydelse i kraft af at andre ved, at du har købt den. Når
alle muligheder er åbne, kan man ikke bare lade livet komme til sig, man bliver
nødt til at komme til livet. Man bliver nødt til selv at skabe en unik identitet,
én der udmærker sig i en niche, hvor i der helst ikke skal være for mange i
forvejen. Det gælder, om at skabe sig en æstetik som er interessant nok til at
andre vil abonnere på den. Det giver selvfølgelig også en mangfoldighed blandt
dagens unge, hvor interesser, hobbyer, musiksmag, uddannelse, tøjstil osv.
blandes på kryds og på tværs. Men når man fokuserer så stærkt på at omhyggeligt
udvælge hvilke elementer, ens personlige fortælling skal bestå af, glemmer man
at stoppe op og lytte. Man bliver for fokuseret på, hvordan man kan slå social
mønt af enhver situation – social kapital i form af likes og kommentarer. Det er svært at skulle sætte sig i andres
sted, når der bruges så mange kræfter på at tænke over hvordan man tager sig
ud. Tager man altid udgangspunkt i sig selv og ser verden i forhold til, hvordan
den kan passe ind i sin så nøje udvalgte fortælling, så glemmer man sine andre
medborgere. Derfor er
menneskebiblioteket også særligt smart udtænkt, og derfor hitter det på
Roskilde festival. Det tager højde for at unge søger det autentiske, men måske
har lidt svært ved at lytte. Man låner en ”bog” og læser den ved at gå i en
dialog med ”bogen” selv. Konceptet engagerer begge parter, hvor ”bogen” kan
komme med sin personlige fortælling og læseren kan afspejle sig selv i den, men
det kræver også at læseren er villig til at lytte.
Det at kunne sætte sig ud over egne
behov, at forstå og acceptere andres synspunkter er alle egenskaber, der
utrolig vigtige. Fordi de forudsætter nemlig det åbne demokratiske samfund. Demokratiet
er spinkelt, og det eksisterer kun så længe vi som mennesker og samfundsborgere
aktivt vælger at vedligeholde det. Debat og god kommunikation er måder alle kan
bidrage til samfundet på – og det er egentlig vores demokratiske samfunds
kerne. Borgere der taler til hinanden, taler til politikerne. Politikerne
debatterer, forhører sig ved organisationerne og kommunikerer tilbage til
borgerne i form af love. Alle led i den politiske proces er afhængig af klar kommunikation
og nuanceret debat. Når alle skal have en stemme, kræver det at nogen vil
lytte, forstå og acceptere det, der bliver sagt. Også selv om man er uenig. Det
er faktisk netop evnen til at kommunikere forstående og respektfuldt på trods
af uenigheder, der gør at demokratiet overhovedet fungerer. Hvis vi ikke gør
vores bedste for at opretholde de kommunikative dyder i og på tværs alle
samfundslag, så mister vi også det åbne og frie demokrati. Evnerne og viljen
til forstå hinandens forskelligheder og overbevisninger er simpelthen noget af
det, der er vigtigst for både den private og også den offentlige debat.
Når miskommunikationen og giftig
unuanceret debat trives, så forsvinder åbenheden og man får i stedet et
samfund, hvor forskellige grupper får sværere ved at nærme sig hinanden. Grupper
der er defineret af politiske overbevisninger distancerer sig fra hinanden, og
debatten der opstår internt i gruppen bliver ikke til en debat, men en intern
bekræftelse af, at de andre uden for gruppen slet ikke har forstået verden,
sådan som den skal forstås. At distancere sig og lukke de åbne
kommunikationslinjer, fremmer ikke gensidig forståelse. Hvis det eneste man har
hørt om andre er, at de snakker dårligt om en selv, er er det klart at det
bliver noget nært umuligt nogensinde at nærme sig hinanden. Det ses i dag
blandt unge idealister, på venstrefløjen og de ældre traditionalister på
højrefløjen. For at disse grupper nogensinde skal kunne mødes, kræver det at de
er klar til at lytte, at forstå og acceptere de forskellige udgangspunkter. Når
der eksisterer sådanne modpolære holdninger, skal der megen kraft til få
skubbet dem sammen igen. Men heldigvis findes den kraft allerede i mennesker.
For som den amerikanske filantrop Marjorie Pay Hinckley sagde: ”Der er ikke én
person, du ikke ville kunne elske hvis du kunne læse deres historie.”
Den personlige fortælling er vigtig
for at forstå et menneske. Lytter man til sine medmenneskers livshistorie, så
kan man lige pludselig godt sætte sig ind i hvordan og hvorfor de er nået frem
til deres overbevisninger – hvad enten de er politiske, etiske eller religiøse
– selvom de strider komplet i mod ens egne. Den personlige fortælling kan altså
bruges som et redskab til at komme hinanden nærmere. Men det er ikke kun en
mundtlig overlevering af fortællingen, der kan opnå dette. Det er også dét
litteraturen kan gøre for os. Faktisk har litteratur jo den egenskab, at den
lader os rejse helt uforpligtende gennem tid og rum, og den giver mulighed for
at opleve personlige fortællinger af enhver slags. Den lader os komme helt ind
i hovedet på folk af et andet køn, et andet land, en anden tid, et andet
arbejde eller socialklasse. Det er mange muligheder for at blive klogere på
næsten ethvert slags menneske. Det litteraturen kræver af os, er selvfølgelig
at vi gider at samle en ægte bog op. Læse hver en side. Fra ende til anden. Det
er envejskommunikation, og er ikke helt lige så engagerende som bøgerne på
menneskebiblioteket er. Derudover kan almindelig litteratur heller ikke altid
give en ligeså autentisk og nærværende fortælling, som et menneske, der sidder
lige overfor dig kan. Men den største udfordring er bare at få begyndt. Det
kræver noget at leve sig ind i en fortælling, det kræver noget at læse og
lytte, det kræver noget at blive klogere. Men det gør man også. Det er min erfaring,
at hver gang man møder nye mennesker og nye fortællinger – hvad enten det er i
virkeligheden eller i en bog – bliver man erfaringer og et nyt perspektiv på
verden rigere. Det gik først for alvor op for mig, da bedstefar fyldte 80 og
begyndte at fortælle. Med al den viden og al den erfaring han har indsamlet, må
der jo være nok til en hel bog. Måske er alle mennesker i virkeligheden bøger? Det
er bare ikke alle bøger, der er lige tilgængelige, eller på samme sprog eller
har lyst til overhovedet at blive læst. Måske skal man i virkeligheden tænke på
hele verden som ét stort menneskebibliotek. Verden må jo i så fald være verdens
største bibliotek. Over syv milliarder bøger – det tror jeg ikke at der noget
almindeligt bibliotek, der kan komme i nærheden af. Der er i hvert fald
mulighed for at fordybe sig, og for at blive en hel del klogere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar