Jeg har læst bogen On the Road, som er skrevet af Jack Kerouac

Jack Kerouac er en vagabond der aldrig slår sig ned, og han er en del af beatbob generationen og sammen rejser de rundt mellem Amerikas stater. Hver gang de kommer til et nyt sted har de håbefulde drømme og forestillinger om fremtiden, men hver gang ender de med at rejse videre med NYE håbefulde drømme. I Kerouacs kanoniserede værk kommer læseren med backstage i situationer, hvor mennesket virkelig er blottet - Kerouac blotter sin sjæl, og relationen mellem læseren og ham bliver enorm stærk. En af hans tætteste venner hedder Neal Cassady. Cassady er en vigtig karakter i Kerouacs liv, især fordi Kerouac beundrer ham mere end noget andet og nogle andre. Neal og Kerouac følges ad gennem hele bogen/livet, et liv der er karakteriseret ved, at der er fart på hele tiden, en fart der også udtrykkes i de jazzede, tilrøgede og intime spillesteder og bar - de ofte befinder sig på. Den konstante fart udlignes af de stille nætter og dage på ’vejene’, hvor vi oplever en meget reflekterende og observerende Kerouac.

Bogen slutter midt i en sætning, dette skyldes, at en hund har spist resten af det dokumentpapir, Jack Kerouac skrev værket på – dette var nok ikke planlagt, men illustrerer ret godt kompositionen i bogen - ligesom livet ikke nødvendigvis ender med en  forløsning, gør bogen det heller.

 -  Det er en skide god bog, der virkelig er værd at læse! Mest af alt, fordi den får dig til at reflektere over dit eget liv. Derudover er den uforklarlig rørende, man bliver simpelthen nødt til at læse den !

Den identitetsløse jægerpilot

Der er mange måder at rejse ud i den store verden på. Nogle oplever verden gennem solbriller på en solrig middelhavsø, mens andre oplever verden med en rygsæk på ryggen og en togbillet i hånden. Og så er der ham, der oplever verden gennem ruden på deres B-27 bomber som amerikansk pilot under 2. Verdenskrig.

Ham, der styrter ned i Stillehavet og bliver samlet op af kærlige japanere, der burde være hans fjender, men som tager sig af ham, fordi han har mistet hukommelsen. Uden hukommelsen om sit tidligere liv skal hans identitet bygges op i en fuldstændig fremmed kultur, og han bliver hurtigt en af dem. Han lærer at fiske på japanernes måde og finder ud af, at han ikke skal gøre en ugift kvinde gravid. Han bliver endda en højtæret japansk jægerpilot, og uden at vide det kæmper han en krig imod mennesker, der engang var hans venner.

I virkeligheden er det nok nemmest at blive en del af en ny kultur, hvis du har glemt din egen. Du undgår hele tiden at komme til at sammenligne med tingene derhjemme. Du skal ikke tage stilling til, om det japanske fly er ligeså godt som det, du engang bombede netop japanerne med, og du skal ikke tage stilling til, om din nye elsker er ligeså god som din gamle.

Da hovedpersonen i Kilroy Kilroy har mistet sin hukommelse og dermed også sin identitet, bliver det meget tydeligt, hvordan det at rejse bliver lig det at opbygge en identitet. Kilroy tager den nye kultur til sig og bliver ud fra denne et helt nyt menneske med et nyt navn og en ny alliance at kæmpe en krig for. Krigens absurditet bliver på den måde tydelig, når en så dygtig jægerpilot som Kilroy så let kan skifte side og pludselig få en række helt nye venner og fjender. Kilroy Kilroy er en spændende og eksotisk bog om identitet, 2. Verdenskrig og de forskellige kulturer, der findes ude i den store og spændende verden.

Af Sofie

Livet som rejsende minder om livet som soldat

Jeg har set verden begynde af Carsten Jensen er en bog om hans rejseskildringer i henholdsvis Rusland, Kina, Cambodja, Vietnam og Hong Kong som han besøger – samt hans ophold på Den Transsibirske Jernbane, inden han ankommer til Kina. Under hans rejse i de forskellige lande oplever han hvordan de politisk, økonomisk og historisk har ændret sig med tidens løb. F.eks. har Rusland, som var det tideligere Sovjetunionen, ændret sig gevaldigt. Under hans monotone rejse igennem Rusland ser han hvordan det er ødelagt. Korruption i staten, mistillid til hinandens medmennesker og uafbrudte drab på civilisationen, der har gjort Rusland til et koldt og kynisk ophold uden noget håb for fremtiden. Han kommer i de fjerneste afkroge af de forskellige lande og får kontakt med specielle og betydningsfulde mennesker for at spise sig ind til knoglen af sandheden omkring disse lande. Han kommer i kontakt med en masse mennesker, hvor der opstår en form for venskab – selvom han siger man altid har en vis mistillid til hinanden.

Jeg kan anbefale bogen, da den sætter nogle opsigtsvækkende og vigtige emner på dagsordnen. Udover Carsten Jensens skildringer af sin rejse, får man samtidigt den historiske baggrund for de forskellige lande, hvilket giver bedre indsigt i deres motiver.

Et citat beskriver det at rejse for Carsten Jensen: ”Jeg forestiller mig nogle gange, at livet som rejsende reporter minder om livet som soldat. Man er i ilden i fem minutter. Resten er ventetid. Man leder efter det signifikante, det øjeblik, den skæbne, den handling eller de ord, der fortæller en historie meget større end sig selv, en begivenhed, der er som en slagmark, hvor noget afgøres og falder ud til den ene eller anden side”.

Af Amalie Skafte 

Solen går sin gang

Solen går sin gang er titlen på Hemingways roman fra 1926. Den beskriver en gruppe livshungrende unge i de vilde 20’er, som rejser rundt i Europa for at finde lykken.

Jacob Barnes, kaldt Jake, er hovedpersonen i romanen. En ung mand i 30’erne, der er flyttet fra USA til Paris for at leve livet frit og tage en dag af gangen.

Han lever i et festligt overklasse kunstnermiljø i Paris, hvor man mødes på de rigtige caféer og klubber om aften og drikker og danser til solen står op. Gruppen af unge består af kunstnere, forfattere og journalister, der alle er på en rejse efter mening eller mere en rejse for at indse at livet er meningsløst?

Hele novellen er skrevet fra Jakes indre synsvinkel, hvor lange udfoldende miljøbeskrivelser, af blandt andet de pariske gader, udfoldes, så læseren næsten selv føler sig tilstede. Jake lever med et kompliceret og underforstået forhold til kvinden Brett, som han, trods hun er forlovet og har andre forhold til mænd, vil gå i gennem ild og vand for.

Vi følger gruppen af unge gennem Frankrig og videre til Spanien, hvor de samles i byen Pamplona til den vilde spanske Fiesta, som en del af det hårde tyrefægtemiljø. På ydersiden synes det hele som en drøm sammen med sine venner på en rejse. Dog findes der på indersiden en kamp efter livets uforklarlige meningsløshed, hvilket skildres i måden Jake ser verden på. Det er en fængende historie, som giver rejselyst og tid til eftertanke, og jeg vil helt klart anbefale den!

Den distancerede rejse

I vores globaliserede verden kan det at finde noget ægte, noget nyt og noget autentisk være næsten umuligt. - Og det på trods af at vi gerne rejser langt for at finde det.

I sommers var jeg en måned i den tansanianske hovedstad, Bagamoyo. Her må man sige at vi oplevede både det ægte, det nye og det autentiske. Vi boede hos en lokal skolelærer, og selv arbejdede jeg som frivillig i en skole for de allerfattigste gadebørn. Vi levede på afrikansk vis og fik en hverdag i byen. Vi oplevede ikke bare Afrika på første række, men blev selv en del af det hele.

Efter at jeg er kommet hjem og har læst Jakob Ejersbos roman, Liberty, er det et andet indtryk jeg får af min egen rejse. Liberty udkom i 2009 og er tredje og sidste del af Ejersbos Afrika-trilogi. I romanen følger vi karakteren Christian og han ven Marcus. Karakteren Christian skulle i høj grad være baseret på Ejersbos egne oplevelser med Afrika, hvor han voksede op, mens karakteren Marcus er den indfødte afrikaner, som drømmer om ”det hvide liv.” Vi får altså begge synspunkter; den hvide dreng, der føler sig som afrikaner, og afrikaneren, der ønsker den hvide drengs liv.

Vi følger disse to skæbne gennem deres opvækst, som må siges at være fyldt med problemer på hver deres måde, til at voksent liv, hvor de må kæmpe for overlevelse i det grådige og korrupte afrikanske samfund.

Tilbage sidder jeg nu og føler mig dum. Jeg var den lille blondine, som ville redde verden. Jeg rejste til Afrika, levede på afrikansk, interagerede med de lokale og engagerede mig i byens projekter. Jeg følte et kort sekund, at jeg havde oplevet noget ægte og vovede måske endda, at tænke den naive tanke at jeg havde gjort en forskel, men i virkelighede var min oplevelse ikke en tand bedre en den blegfed danskers solferie på Mallorca. Som alle andre var jeg distanceret og ude af stand til at opleve det ægte, det nye og det autentiske grundet mit eget eurocentriske sind.

Identitet hvor er du?

Ungdommen er præget af identitetskriser, og vi er alle på hver vores "rejse" i søgen på mening og en forståelse af sig selv i den livssituation, vi nu uomtvisteligt er havnet i. Hvem man er, og hvordan man handler i en bestemt kontekst, i et bestemt miljø - er forskellig fra hvem man er i andre sammenhænge. Mennesket var i tidernes morgen et nomadefolk, hvilket betød, at mennesket kom vidt omkring og satte sit fodspor på alle verdens afkroge. Med agerbruget fasttømrede man sig til et specifikt geografisk sted, men alligevel stilles langt de færreste mennesker i det 21. århundrede sig tilfreds med at stå stille i tilværelsen. Vi rejser ud i verden, og denne rejselyst kan være et udtryk for længslen efter at bevæge sig, for at udforske nye usete steder - og derved lære mere om os selv og andre, en psykisk rejse vel at mærke. Men det kan også være, at man ved at rejse prøver at flygte fra noget. For er man hele tiden i bevægelse, står man aldrig stille. Kafka Tamura er 15 år i "Kafka på stranden" af Haruki Murakami, han bor med sin anderkendte kunstner far i Tokyo, men Kafka er på vej ud på en rejse væk fra den tilværelse han har; sit hårde forhold til sin far, mystikken bag den forbandelse der er påkaldt ham: en profeti, som siger, at han ikke han undgå sin skæbne. Det eneste minde Kafka har om sin mor og søster er et billede af et idyllisk scenarie på en strand. I sin rejse drages Kafka af øen Shikoku, og han møder forskellige mennesker, som udvider hans forståelse af sig selv, men som faktisk også gør ham mere i tvivl om sig selv.

-Emma

"Robinson Crusoe"

Dét at rejse kan forstås på flere forskellige måder. Det kan både forstås som en fysisk rejse, hvor vi, turisterne, bryder op med de vante rammer, og derved drager ud på eventyr. Her bliver vi mødt af nye smagsoplevelser, nye dufte og generelt andre kulturer. Vi er hjemmefra. Modsat kan dét at rejse også foregå psykisk. Vi kan opleve en indre rejse, hvor vi gennemgår en afgørende overgang i livet. Det hænder også, at begge former for rejser sker på samme tid, hvilket også er tilfældet med Daniel Defoes roman, Robinson Crusoe. Det er fortællingen om den først 18-årige, unge gut, Robinson, der ønsker at opleve verden til søs. Han trodser sine forældre og udlever sin drøm, eller rettere sagt mareridt. Det er hans første gang på havet, og han er rædselsslagen. Dette fortsætter, da han konstant har nogen til at passe på ham og fortælle, hvad han skal gøre. Han står ikke på egne ben, før stormen virkelig indtager. Han vågner næste dag på en ødede ø, og her lærer han at klare sig selv, og derved blive et selvstændigt individ. Et syn, som man som læser ikke havde regnet med i starten af romanen. Tiden skal slås ihjel, og han et mindre samfund bliver efterhånden etableret. Det viser sig senere hen, at den ødede ø ikke er helt så ødede, som forventet, men jeg vil ikke spoile for meget, så det må du selv læse dig til Det er en rigtig spændende bog, der viser, at der findes flere former for dét at rejse.

Af Rebecca Hansen

Udrejsen

Man kan rejse på mange måder. Man kan rejse til noget velkendt, man kan rejse ind i sig selv, man kan rejse for at være sammen med venner og familie og mange andre ting. En anden ting som man kan gøre er at rejse mod noget fremmed. Udforske ukendt terræn. Et sted som udfordrer det kulturelle, det hjemlige og det menneskesyn, som ligger i rygsækken ved siden af det danske flag. Dette bliver gjort i bogen VOLD af Peder Frederik Jensen. Her rejser den fiktive person Simon til det mørke, tørre og varme Afrika, hvor livet forløber sig markant anderledes end i det lille, kolde og velfærdsprægede Danmark. Vold er et fænomen, som findes både i Afrika og vesten. Det er interessant, hvordan mennesker benytter vold på forskellige måder alt efter, hvilken situation de befinder sig i. Det kan virke som om, at vi blot er frø af den samme sort, som er blevet plantet i forskellig jord. Vokset op og taget det næring, som er til rådighed i det område, som vi er blevet plantet i. Miljøet kan betyde meget for mennesket, og hvordan vi lever sammen med andre mennesker. Hvis man vil udfordre sine grænser og ens eget miljø, så kan man tage på sådan en rejse. En rejse fyldt med perspektiv og kultur. En rejse med psykisk og fysisk vold som afviger fra det velkendte.

Guld og grønne skove

Hvilke forestillinger gør vi os, før vi rejser? Hvad motiverer rejsen og hvad er formålet? Nogen rejser for nydelsen, oplevelsen og erfaringen, mens andre gør det af nødvendighed. Nogen rejser som turist, nogen som vagabond. Fælles er dog, at vi alle, europæere, amerikanere såvel som afrikanere, har en forestilling om at destinationen er lig lykke. Kan vores idealiserede forestillinger og forventninger skade vores rejseoplevelse og dens formål? ”Det forjættede land” er skrevet af den norske forfatter Toril Brekke. Bogen er den tredje i en trilogi, men det skader ikke læserens oplevelse og forståelse. Historien tager udgangspunkt ved Ofotfjorden i Nordnorge, hvor vi møder protagonisten Lasse og hans kæreste Agnes. De lever under kummerlige og fattige forhold, og på dette tidspunkt af verdenshistorien boomer industrialiseringen og Amerika bliver set som landet med de mange muligheder. Mulighederne for bedre liv. Storbyens industrielle og teknologiske udvikling i Norge har skabt elendige arbejdsvilkår på landet for tyende og fæstebønder, altså underklassen, og mange tager derfor den farlige og lange vej over Atlanterhavet og ind i det forjættede land. Lasse slår sig ned i New York, Brooklyn, og møder, sammen med sine norske medrejsende, mange andre nordmænd der har taget samme tur. Nogle satser på bomuld, andre på traditionelt landbrug, men mange klarer sig dårligt. Den hvide europæer Lasse er i høj grad en sårbar og skrøbelig karakter, der repræsenterer de ydmyge og etiske værdier, i mødet med indianerne og deres undertrykkelse.