Selfiestangsgenerationen

Gode historier med dertil underbyggende billeddokumentation er i dag en af de vigtigste omdrejningspunkter, hvis man vil fremstå interessant og spændende.

Instagram er samlingsstedet for disse oplevelser og øjeblikke fanget i et tandsmil på Noir.

Tilstedeværelse i begivenhederne er nedprioriteret til fordel for sikkerheden om, at alle er klare over, at du havde en fed aften. I fremmede byer vandrer turister rundt med selfiestænger og sørger omhyggeligt for, at verden omkring dem bliver set gennem kameralinsen – for hvad er pointen i at rejse hvis du ikke kan overbevise andre om, hvor fedt du havde det?

Henrik Nordbrandt skriver i sin digtsamling ”Glemme Steder”;

”Mange rejser for at have noget at komme hjem og fortælle om. Så modsat mig som i den retning mere ligner det jeg var på vej til end den jeg er.”

På to korte linjer beskriver han denne verdensopfattelse som kolliderer med hans egen personlige fremmedgørelse. Om det er smukt eller ensomt må være et vurderingsspørgsmål. Måske er der i virkeligheden tale om en generationskløft?

Her understreger digtsamlingens titel pointen; Glemme Steder, Steder der ikke findes, hvis man ikke har tydeligt bevis.