”At rejse er at leve” – Men hvordan?!

Skal en rejse nødvendigvis være fra ét kontinent til et andet? Kan rejsen ikke foregå her, i os selv, i vores indre? Spørger man drengen fra Vanillepigen, en roman skrevet af Ib Michael i 1991 vil han helt sikkert svare ja til dette.

Mange rejser ud i dag i den store verden, netop for at leve, for at opleve – både sig selv, men også den fremmede kultur man nu ankommer til. Drengen i Vanillepigen rejser også ud, men hans rejse er en lidt anderledes rejse end den, vi kender til i nutidens globaliserede verden. Drengens rejse rækker ikke længere ud end til havens grænser ved det store kastanjetræ. Her er drengens fantasiverden. Hver dag rejser drengen til fantasiverdenen som en flugt fra livets kaos og de mange uroligheder. En far som er yderst højtstående, magtfuld og som går i seng med hushjælpen, en mor som underkaster sig alt og alle og en lillesøster der lider af polio og er lam fra hovedet og ned. Det er alle sammen ting i livet der påvirker den lille dreng, påvirker ham i en så stor grad at han opbygger fantasiverdenen. Fantasiverdenen er bygget på mormorens sydhavsfortællinger, en mormor som er synsk og har en ligeså livlig fantasi som drengen selv. Drengens fantasiverden kan altså beskrives som en slags ”overlevelsesmekanisme” for ham. Fantasiverden bliver så levende for ham, at han faktisk tror den er virkelig. Drengen oplever dog, ligesom når man rejser fysisk, at han er nødt til at komme hjem igen, og det er her han starter sin erkendelsesrejse. Han erkender at fantasiverden ikke er virkelig. Drengen bliver en anden. Han bliver voksen.