Den distancerede rejse

I vores globaliserede verden kan det at finde noget ægte, noget nyt og noget autentisk være næsten umuligt. - Og det på trods af at vi gerne rejser langt for at finde det.

I sommers var jeg en måned i den tansanianske hovedstad, Bagamoyo. Her må man sige at vi oplevede både det ægte, det nye og det autentiske. Vi boede hos en lokal skolelærer, og selv arbejdede jeg som frivillig i en skole for de allerfattigste gadebørn. Vi levede på afrikansk vis og fik en hverdag i byen. Vi oplevede ikke bare Afrika på første række, men blev selv en del af det hele.

Efter at jeg er kommet hjem og har læst Jakob Ejersbos roman, Liberty, er det et andet indtryk jeg får af min egen rejse. Liberty udkom i 2009 og er tredje og sidste del af Ejersbos Afrika-trilogi. I romanen følger vi karakteren Christian og han ven Marcus. Karakteren Christian skulle i høj grad være baseret på Ejersbos egne oplevelser med Afrika, hvor han voksede op, mens karakteren Marcus er den indfødte afrikaner, som drømmer om ”det hvide liv.” Vi får altså begge synspunkter; den hvide dreng, der føler sig som afrikaner, og afrikaneren, der ønsker den hvide drengs liv.

Vi følger disse to skæbne gennem deres opvækst, som må siges at være fyldt med problemer på hver deres måde, til at voksent liv, hvor de må kæmpe for overlevelse i det grådige og korrupte afrikanske samfund.

Tilbage sidder jeg nu og føler mig dum. Jeg var den lille blondine, som ville redde verden. Jeg rejste til Afrika, levede på afrikansk, interagerede med de lokale og engagerede mig i byens projekter. Jeg følte et kort sekund, at jeg havde oplevet noget ægte og vovede måske endda, at tænke den naive tanke at jeg havde gjort en forskel, men i virkelighede var min oplevelse ikke en tand bedre en den blegfed danskers solferie på Mallorca. Som alle andre var jeg distanceret og ude af stand til at opleve det ægte, det nye og det autentiske grundet mit eget eurocentriske sind.